Gå til hovedindhold

Brasilien sikrede vildt point i sidste sekund

Brasilien sikrede vildt point i sidste sekund

Af: Ritzau

Fløjspiller Alexandra do Nascimento sikrede Brasilien et dramatisk point i allersidste sekund i 24-24-VM-premieren mod det stærk spillende sydkoreansk mandskab.

Det lignede nærmest en umulig opgave for den 34-årige spændstige fløjspiller Alexandra do Nascimento at få savet kampens sidste bold ind bag Mira Park i Sydkoreas mål.

Ikke desto mindre tyrede hun fra en absurd spids vinkel den sidste bold ind bag Sydkoreas blafrende netmasker, og brasilianerne jublede nærmest lige så højt, som da de for to år siden vandt VM i Serbien.

Igennem hele første halvleg var de rapfodede sydkoreanere faktisk i front med et par stykker, og de forsvarende brasilianske verdensmestre kæmpede med næb og klør for at hale ind på føringen.

12-10 lød pauseføringen til Sydkorea på, og da opgøret gik ind i sin afgørende fase viste de sydkoreanske outsidere da også stor koldblodighed.

Med ganske, ganske få sekunder tilbage af opgøret førte Sydkorea spinkelt med 24-23, og det tvang den dansk brasilianske landstræner Morten Soubak til at hive sin keeper ud og derfor spille 7-6.

Brasilianernes absolut sidste mulighed for at trække nogen former for point ud af opgøret lå i Alexandra do Nascimentos hule hænder.

VM-topscoren anno 2013 smed læderet i kassen, og blev efterfølgende stormet af sine holdkammerater, der var lykkelige for det ene point.

Brasilien møder senere søndag Congo, mens Sydkorea skal op imod franskmændene.

Andre gode nyheder