38-årige Sahlholdt: Sjovt at give de unge baghjul

Af: Ritzau
Mette Iversen Sahlholdt gik fra at have stoppet håndboldkarrieren til knap et halvt år efter at repræsentere det danske kvindelandshold under verdensmesterskaberne på hjemmebane.
Rejsen for den 38-årige Nykøbing Falster-keeper har været mærkværdig og ikke mindst opsigtsvækkende.
Jovist blev håndboldskoene for en ultrakort bemærkning lagt på hylden, men i løbet af nærmest et splitsekund blev de støvet af og klargjort til at tage endnu en tørn.
I efterårssæsonen har keeperen vist sublimt spil inde mellem stængerne, som har kastet en plads på den 28 mands lange landsholdstrup af sig.
Beskeden om et muligt landsholdscomeback skulle den rutinerede veterankeeper dog lige sunde sig lidt over.
-
Jeg troede, jeg var færdig. Motivationen var der ikke, og så blev jeg kaldt ind, og så kunne jeg alligevel gøre det 100 procent. Jeg lægger mig ikke bare ned. Jeg synes stadig, jeg er privilegeret, at jeg kan leve af min hobby, og kan være med til at give de unge lidt baghjul, indleder Mette Iversen Sahlholdt til tv3sport.dk.
-
Det var overhovedet ikke et emne for mig at komme ind omkring landsholdet igen. Jeg trak lidt på smilebåndet, da Klavs ringede, og spurgte om, jeg ville stå på den 28 mands trup.
-
Jeg skulle lige tænke over, om jeg var klar til det. Men jeg blev da også stolt, og tog det som et skulderklap. Så det var et klart ja, for det er altid en ære at repræsentere sit land - også selvom man er 38 år. Så kan jeg også få det på mit CV, storsmiler hun.
Under de 22. verdensmesterskab fik Mette Iversen Sahlholdt i Sandra Tofts fravær fire minutter og 14 sekunder på banen.
Men om den rutinerede veterankeeper hungrer efter mere landsholdsbold fremover kan hun endnu ikke sige på stående fod.
Hun forholder sig til, at kontrakten med Nykøbing Falster løber til den 1. april, og der har hun ellers indstillet sig på at lukke helt ned for håndboldkarrieren.
- Det er slet ikke et emne, jeg har overvejet. Lige nu kæmper jeg også lidt med, at jeg kun har kontrakt her til 1. april. Men der er da overvejelser, om man skal fortsætte eller ikke. Men det kan jeg slet ikke svare på endnu.
Hvis landstræner Klavs Bruun Jørgensen fortsat ønsker at gøre brug af Mette Iversen Sahlholdt frem mod et eventuelt OL i Rio til sommer, så har hun endnu ikke helt fastlagt, hvad hun gør endnu. Det er for tidligt at spå om.
-
Jeg har slet ikke skænket tanken, om jeg vil sige ja til at stå på en bruttoliste, hvor det overhovedet bliver aktuelt. Jeg har slet ikke gjort op med mig selv, hvordan fremtiden skal se ud, om jeg skal stoppe eller spille noget mere.
-
Der er jo også nogle unge talenter og målvogtere. Så hvorfor man skulle satse på en, som var på vej til at lægge skoene på hylden. Vi ved jo ikke, hvad Klavs tænker. Det kunne være, jeg skulle spille et år mere, og så er man jo næsten 40.
-
Jeg kan også forestille mig, der er nogle unge målvogtere, der skal med ind over. Jeg tror, Klavs har haft et sikkert kort i mig. Hvis der skulle ske noget, vidste han, han kunne hive mig ind og udfylde den rolle, slutter hun.
Danmark endte som nummer seks ved VM.
Ritzau
netvagtonside@viasat.dk










