1/8-finalen blev endestation for verdensmestrene

Af: Ritzau
Morten Soubak og resten af det brasilianske kvindelandshold kommer ikke til at forsvare deres VM-guld, da de i søndagens gyser af en 1/8-finale tabte noget overraskende 22-25 til Rumænien.
Rumænien kom i deres Gruppe D med på yderste mandat til knald-eller-fald-kampene, da Cristina Neagu og co. endte på en samlet fjerdeplads.
Det betød, at de i 1/8-finalen skulle stå over for Gruppe Cs absolutte førerhold, som var de brasilianske verdensmestre. Men de skulle vise sig ikke at holde distancen.
Efter de første 30 minutter kunne Rumænien se sig selv være i front med 8-13.
I løbet af anden halvleg holdt de undertippede rumænere en alvorlig scoringspause. I knap ni minutter kunne det rumænske landshold ikke finde vej til netmaskerne.
Eduarda Amorim satte en stor fed streg under et gedigent brasiliansk comeback, da hun satte den fjerde brasilianske scoring ind til stillingen 19-20.
Tættere på kom de brasilianske stjerner dog ikke, og de måtte altså se sig slået noget så sensationelt med 22-25 til Rumænien.
I kvartfinalen står Rumænien overfor de danske værter.
Ritzau
netvagtonside@viasat.dk










