Boldsen: Knald-eller-fald for Gudmundur

Af: Ritzau
En glippet dansk OL-deltagelse kan komme til at koste landstræner Gudmundur Gudmundsson rigtig dyrt, mener Joachim Boldsen.
Ikke nok med at der står meget på spil for det danske herrelandshold i weekendens OL-kvalifikation, så hviler der også et stort pres på landstræner Gudmundur Gudmundsson, mener TV3 SPORTs egen håndboldekspert Joachim Boldsen.
Fredag, lørdag og søndag bliver den danske OL-skæbne afgjort i Jyske Bank Boxen, hvor Kroatien, Norge og Bahrain er de tre forhindringer på vej mod Rio de Janeiro.
Men skulle den danske OL-deltagelse glippe, så har Joachim Boldsen svært ved at se, hvorledes islandske Gudmundur Gudmundsson kan fortsætte på posten som dansk herrelandstræner.
-
Hvis Gudmundur ikke kvalificerer dem til OL på hjemmebane og med de to andre slutrunder in mente, så er hans dage talte som landstræner i mit univers. Det kan man ikke rigtigt forsvare, indleder han over for tv3sport.dk.
-
Jeg kan ikke engang forestille mig et scenarie, der kunne redde ham, hvis Danmark ikke kommer med til OL. Det tror jeg også selv, han er velvidende om. Det er knald-eller-fald for ham.
-
Man kan ikke forsvare ikke at være med til OL og ikke at have fået de resultater, man har forventet de seneste to slutrunder. Så er det tre ud af tre, man ikke får, og det holder ikke med det materiale, der er til rådighed.
Norge og Kroatien, som begge nåede semifinalen ved januars EM-slutrunde i Polen, kan være store mundfulde for det danske herrelandshold, hvis man ikke er 100 procent klar.
Det bliver i hvert fald ikke en nem dansk vej til OL-drømmene, understreger Boldsen.
-
Det er jo ikke to uduelige hold, vi er i pulje med. Rammer man dem på en dag, hvor man ikke topper, kan man tabe til begge. Landsholdet skal op og ramme noget, der hedder 95-100 procent for at vinde de kampe.
-
Selvfølgelig kan Danmark risikere ikke at komme med til OL.
En femteplads ved VM i Qatar og en sjetteplads ved EM i Polen viser sit tydelige billede af, at Gudmundur Gudmundssons start på herrelandstræner ikke just har været en dans på roser.
Derfor vil en glippet OL-kvalifikation være utilgiveligt ifølge Boldsen.
-
Jeg vil ikke sige, at hans post står på spil, men det begynder da at ligne noget derhenne ad, hvis det skulle gå så galt. Det tror jeg nu ikke, det gør. Da han blev ansat i tidernes morgen, havde han en fidus. Han sagde, han syntes, det var spændende, og det synes jeg et eller andet sted stadig, det er.
-
Jeg håber stadig, han får succes, fordi han har nogle gode ideer, og jeg synes, han er en spændende træner. Men hvis vi bliver nummer tre på søndag, så tror jeg ikke, vi ser Gudmundur Gudmundsson i spil på det danske herrelandshold igen. Det er jeg ret overbevist om, slutter han.
De kroatiske EM-bronzevindere er første modstander fredag aften klokken 20.30.
Ritzau
netvagtonside@viasat.dk









