
Af: Ritzau
Ifølge Joachim Boldsen vil Danmark og Kroatien søndag kunne booke billetter til de olympiske lege i Rio de Janerio.
Tre OL-kvalifikationsturneringer løber i denne weekend af stablen i værtslandene Danmark, Polen og Sverige.
På kryds og tværs af puljerne kæmper 12 hold om seks billetter til de olympiske lege senere på sommeren.
Selv om Danmark er havnet i den sværeste pulje, så er Joachim Boldsen overbevist om, at Gudmundur Gudmundssons tropper søndag står med maksimumpoint.
-
Ligegyldigt hvordan vi vender og drejer det, er det forventeligt, at Danmark vinder alle tre kampe. Der er en kæmpe opbakning, lyder det fra TV3 SPORTs egen håndboldekspert Joachim Boldsen.
-
Landsholdet burde stå med seks point, når vi er færdige på søndag.
Norge og Kroatien er Danmarks to største konkurrenter i at realisere OL-drømmene.
Men omstændighederne taget i betragtning burde de to landshold på nuværende tidspunkt ikke volde danskerne de helt store problemer, da begge er inde i en gennopbygningsfase.
-
Kroatien er i en opbygningsperiode, mens Norge jo overraskede stort ved EM. Spørgsmålet er, om de kan blive ved med at overraske?
-
Men det er ikke to hold, vi render rundt og måler os selv med. Det er mere nationer som Spanien, Frankrig og Tyskland.
Kan Danmark i åbningskampen mod Kroatien få raget en pænt stor sejr til sig, så vil OL-billetten så godt som sikkert være i hus, forklarer Boldsen.
-
Vi må formode, at alle hold slår Bahrain. Kan du slå Kroatien så stort som muligt, og det ender i pointlighed, så handler det om, hvor meget man har vundet med.
-
Så ikke noget med at være social på nogen som helst måde her, selv om den første kamp altid er svær. Vind så stort som muligt, så har man en gigantisk ballast til kampen mod Norge lørdag.
Der er ingen tvivl om, at Joachim Boldsen har stor fidus til dansk og kroatisk OL-detagelse.
Dog er det vigtigt ikke at undervurdere Norge, som kommer med en EM-semifinale fra Polen i erindringen.
-
Kampen søndag mellem Norge og Kroatien kunne godt gå hen og blive en knald-eller-fald-kamp. Nu kommer Norge, som principielt kun kan overraske mig.
-
Norge har også en revanche til gode efter nederlaget i bronzekampen mod netop Kroatien. Her var nordmændene fuldstændig færdige, slidte og smadrede.
-
Men ud fra historik og seneste resultater, så ender det med, at Danmark og Kroatien tager de to pladser, slutter Boldsen.
I pulje 1 tørner Polen sammen med Makedonien, Chile og Tunesien, mens Sverige, Spanien, Slovenien og Iran udgør gruppe 2. Danmark, Kroatien, Norge og Bahrain kæmper om de to OL-billetter i gruppe 3.
Ritzau
netvagtonside@viasat.dk










