
Af: Ritzau
Joachim Boldsen ser meget frem til at opleve Danmarks Mikkel Hansen og Kroatiens Domagoj Duvnjak på banen samtidigt i fredagens OL-kvalifikationskamp.
Vejen til de olympiske lege ligger for det danske herrelandshold lige for.
Jyske Bank Boxen danner rammen om en sand håndboldfest i weekenden, når Danmark, Kroatien, Norge, og Bahrain kæmper om de to OL-billetter.
TV3 SPORTs ekspert og eks-landsholdsspiller Joachim Boldsen understreger, at der er meget at glæde sig til i den første, svære kamp mod Kroatien.
-
Man skal glæde sig til, der bliver udsolgt, og det er en oplevelse i sig selv. Så skal man glæde sig til at se et revanchelystent dansk hold, som kommer fra en slutrunde, der ikke gik deres vej, indleder Boldsen over for tv3sport.dk
-
Nu skal landsholdet ind og vise, at de har kunnet nå at rette nogle af tingene til, og at de præsterer på et mere stabilt niveau, end de gjorde.
Der er mange små kampe i kampen fredag aften mellem EM-finalisterne fra 2008.
I en af de store fremhæver Boldsen mødet mellem THW Kiels superstjerne Domagoj Duvnjak og den danske PSG-stjerne Mikkel Hansen.
-
Vi oplever to af de bedste håndboldspillere på banen samtidigt - Domagoj Duvnjak og Mikkel Hansen. Det er for en håndboldelsker fantastisk at få lov at se to, som måske er på toppen af deres karriere mere eller mindre, uddyber han.
-
Så skal man glæde sig til at se et kroatisk hold, der i princippet fik deres nye gennembrud under EM i Polen. Det er et hold, der er bygget op til at toppe til EM på hjemmebane om to år.
-
Kroatien er den hårdeste opgave, Danmark kommer til at stå over for i den her weekend, som man vel godt kan kalde en mini-slutrunde.
Klokken 20.30 kastes Danmarks første OL-kvalifikationskamp op.
Ritzau
netvagtonside@viasat.dk










