Gå til hovedindhold

Nørgaard: Vi kan sgu kun takke os selv

Nørgaard: Vi kan sgu kun takke os selv

Af: Ritzau

Landsholdspillerne skal lige bruge et par dage på at komme sig over den enorme skuffelse omkring, at Danmark ikke bliver repræsenteret ved OL i Brasilien til sommer.

Fløjprofil Ann Grete Nørgaard skruer tiden små tre måneder tilbage til VM-slutrunden i Danmark.

Her kan den karismatiske landsholdsspiller ikke lade være med at tænke på, hvis kvindelandsholdet i den sidste placeringskamp ved VM sidste år havde vundet over Rusland og hvis lodtrækningen til OL-kvalifikationen på papiret havde set noget mere overkommelig ud.

Blev Rusland besejret, som meget så ud til efter første halvleg, stod Danmark nemlig med en OL-kvalifikationsgruppe med Sverige, Polen og Mexico på hånden i stedet for Rumænien og Montenegro, som var de to mandskaber, der slukkede den olympiske flamme for danskerne.

  • Vi kan sgu takke os selv for, at det blev så svært, som det blev. Vi kunne gå tilbage til december og have slået Rusland, så havde vi stået med Sverige og Polen, som ikke havde været lige så modbydelig, indleder Ann Grete Nørgaard til tv3sport.dk.

  • Havde vi stået i den anden gruppe, turde jeg godt sætte lidt flere penge på os end i den her weekend.

Mentalt kan det være både en stor og vanskelig opgave at skulle sætte sig op til søndagens ligegyldige kamp mod Uruguay, når den helt store drøm om OL, røg i vasken lørdag aften.

Mindre end 24 timer efter trækker danskerne landsholdstrøjen over hovedet igen.

  • Man tænker ikke helt vildt meget over kampen mod Uruguay. Livet går jo videre, men når man går all-in på noget, så tænker man ikke så meget længere end til det.

  • Vi vidste godt, det var en pissesvær lodtrækning, og det er to gode hold, der har slået os ud.

  • Nu handler det om at være professionel. Vi spiller en landskamp, og der kommer nok nogle folk i hallen. Den bliver nok ikke fyldt, men vi bliver nødt til at have respekt for den rød/hvide trøje - gå ind og gøre arbejdet ordentligt.

  • Der er ingen grund til at synke ned på et eller andet ynkeligt niveau, hvor vi ikke kan slå Uruguay. Det tæller som en landskamp som alle mulige andre. Vi skal ind og save igennem, slutter hun.

Andre gode nyheder