
Af: Ritzau
Klassemodstandere som Rumænien, Montenegro, Brasilien, Spanien og Angola bliver Norges fem modstandere i den klart sværeste gruppe, understreger nordmanden Camilla Herrem.
De norske smil var nok ikke de bredeste, da lodtrækningen til den olympiske håndboldturnerings gruppespil fandt sted.
Profiler som Cristina Neagu, Katarina Bulatovic, Macarena Aguilar, Barbara Arenhart og de nykårede Champions League-mestre Aurelia Bradeanu og Ana Rodrigues er blot en håndfuld af de mange stjerner, som Norge kommer til at stå overfor.
Norge, der var direkte kvalificeret grundet VM-guldet sidste år, skal ud i nogle hæsblæsende og dramatiske opgør mod fem af kvindehåndboldens absolutte top.
-
Ej, jeg må sige, det er en hård pulje. Men sådan er det til et OL. Der er bare 12 gode hold med. Det er den sværeste og hårdeste pulje, men vi har hverken kunnet gøre fra eller til, griner Camilla Herrem til tv3sport.dk.
-
Vi må tage det, som det kommer. Lige nu er drømmen bare at komme med til de olympiske lege.
Brasilien vandt VM-guld tilbage i 2013 og har i øvrigt værtsskabet og hjemmebanefordelen på sin side.
Rumænien, der vandt bronzemedaljerne ved den seneste slutrunde, var faktisk tæt på at slå Norge sensationelt ud af VM-kvartfinalen i Herning sidste år efter forlænget spilletid.
De forsvarende viceolympiske mestre fra Montenegro vandt i 2012 EM-finalen for øjnene af netop nordmændene, som få måneder forinden vandt OL i London.
Spanien, OL-bronzevinderne fra 2012, tabte EM-finale for to år siden til Norge. Endelig er der drillepinden Angola, som på en god dag kan bide skeer med de allerbedste.
-
Det er meget vanskeligt at sige, hvilke fire hold der kvalificerer sig til kvartfinalerne. Når holdene spiller på top, er de alle gode. Det er vældig åbent.
-
Lige nu har OL ikke så meget fokus. Jeg tænker bare, at jeg vil være i min bedste fysiske form til det kommende OL, og det gør jeg kun ved at gøre det godt her I Team Tvis Holstebro, slutter Camilla Herrem, der var med på Norges guldhold i 2012.
OL i Rio de Janeiro løber af stablen fra den 5.-21. august.
Ritzau
netvagtonside@viasat.dk










