
Af: Ritzau
Det svenske håndboldforbund har ansat den succesfulde Sävehof-træner, Henrik Signell, som manden der skal stå i spidsen for Sveriges bedste håndboldkvinder de næste to år.
Foran venter OL i Rio de Janeiro til sommer. Knap fire måneder efter afvikles et europamesterskab på hjemmebane til december og et eventuelt verdensmesterskab i Frankrig næste år.
Fremtidsudsigterne ser spændende ud for det svenske kvindelandshold, som endelig fik sat navn på sin landstræner efter længere tids spekulationer, hvor den danske FCM-træner Helle Thomsen ad flere omgange har været inde i billedet.
Sammen med trænergerningen i den svenske mesterskabsklub, IK Sävehof, skal Henrik Signell altså også styre Sveriges kvindelandshold frem til sommeren 2018, skriver forbundet på sin hjemmeside.
-
Jeg har haft en god dialog med forbundet, og Sävehof har været meget støttende. Det bliver ekstremt spændende at arbejde med landsholdet og de fede mesterskaber, der venter, fortæller Henrik Signell.
-
Der er meget, der er godt og indarbejdet på landsholdet. Min hensigt er ikke at gå ind og ændre en masse ting på kort tid. Jeg skal snarere ind at skabe tryghed og have en god dialog med spillerne.
Siden Henrik Signell tiltrådte på posten som cheftræner i IK Sävehof i 2012, har han ført klubben til tre nationale mesterskaber og dermed adskillige oplevelser i Champions League.
Helle Thomsen førte sammen med assistenttræneren Kristian Kristensen det svenske kvindelandshold til OL ved at ende som nummer to i kvalifikationspuljen med Rusland, Polen og Mexico.
Ritzau
netvagtonside@viasat.dk










