Gå til hovedindhold

Hagman spår fine svenske OL-chancer

Hagman spår fine svenske OL-chancer

Af: Ritzau

Mulighederne for at det svenske kvindelandshold kvalificerer sig til de olympiske lege til sommer, anser Team Tvis Holstebro-topscoren Nathalie Hagman som værende vældig fine.

Rusland, Polen og Mexico.

Disse tre mandskaber udgør sammen med Sverige en dynamisk OL-kvalifikationsgruppe, hvor de to bedste nationer sikrer sig en billet til sommerens lege i Brasilien.

Nathalie Hagman forudser, at det bliver værterne fra Rusland og Sverige som værende de to mandskaber, der skal kæmpe om førstepladsen i gruppen.

  • Jeg tror, det bliver hårdt mod Rusland, som er gode på hjemmebane. Polen er også et godt hold, mens vi skal vinde over Mexico, fortæller hun til tv3sport.dk.

  • Skal vi til OL, kræver det jo, at vi spiller en god OL-kval. Men jeg tror, vi har gode chancer.

Næste gang de svenske landsholdsspillere møder ind til samling, er det med en nyt landstræneransigt i truppen.

Thomas Sivertsson blev fyret efter det skuffende exit i ottendedelsfinalerne ved VM i Danmark sidste år.

Ind er kommet en tidligere bekendt af det svenske forbund -- FCM-træner Helle Thomsen, hvilket Nathalie Hagman bakker fuldt op om.

  • Uanset om det havde været Sivertsson eller Thomsen som skulle coache os ved OL-kvallen, vi vil give os 100 procent.

  • Jeg kan godt lide Helle, og nu er det hende, der bestemmer. Vi skal gøre vores bedste. Det er lidt lige meget, hvem der træner os, vi vil bare gerne spille OL, påpeger hun.

  • Hvis det fungerer fint med Helle Thomsen ved OL-kval´en, så kan jeg også godt se hende coache os til OL også, mener ligaens anden mest scorende spiller.

På klubholdet i Team Tvis Holstebro har den 167 centimeter høje i et par sæsoner huseret på højre back-positionen, hvor hun har høvlet det ene mål ind efter det andet.

Men når hun trækker den gule landsholdstrøje over hovedet bliver hun oftest trukket ud på højre fløj-positionen.

Spørgsmålet, om hvorvidt hun gerne vil have chancen på back-positionen på landsholdet, har den karismatiske profil fået et hav af gange.

  • Jeg vil gerne spille back, men det er forbundet og landstræneren, der bestemmer, hvor jeg spiller.

  • Så kan det godt være, jeg spiller meget på fløjen, men det er fint nok. Jeg gør mit bedste i Team Tvis Holstebro, og så må vi se, om jeg får lov til at spille back på landsholdet, slutter hun.

Nathalie Hagman fik som 17-årig landsholdsdebut, hvor hun siden 2009 både har vundet EM-sølv og bronze med det svenske kvindelandshold.

Andre gode nyheder