Gå til hovedindhold

Rumænien vinder DKs gruppe trods helkikser

Rumænien vinder DKs gruppe trods helkikser

Af: Ritzau

Rumæniens landstræner Tomas Ryde tog timeout netop i det sekund, hvor Patricia Vizitiu kunne have sikret sejren over Montenegro som dog endte 23-23.

Rumæniens syvmålssejr over Danmark blev afgørende, da Tomas Rydes mandskab spillede 23-23 mod Montenegro, som ender som toer i gruppen.

I det indbyrdes regnskab står Rumænien tilbage som den samlede vinder, når det hele skal gøres op.

Det var reserverne mod reserverne i den næstsidste kvalifikationskamp i Århus, som sådan ikke havde det helt store på spil.

Både Rumænien og Montenegro havde nemlig inden opgøret sikret sig en billet til OL, og der var derfor kun førstepladsen i gruppen at kæmpe om.

Men VM-bronzevinderne har fået revet et ganske godt udgangspunkt til sig omkring de olympiske lege i Brasilien til sommer, da de ender som samlede vinder af gruppen.

Hverken Uruguay, Danmark eller Montenegro fandt i løbet af weekenden nøglen til at besejre Tomas Rydes mandskab.

Montenegrinerne fik bragt sig i front med 2-0 hurtigt i kampen, men de efterfølgende 10 minutter vandt rumænerne med hele 1-7.

Frem mod pausen var momentum stadig på Rumæniens hænder, selv om Ivona Pavicevic reducerede til pausestillingen 11-15.

Inde bag stængerne fik Larvik-keeper Alma Hasanic meget svære arbejdsbetingelser, da først rumænernes kontramaskine blev foldet ud.

Montenegrineren diskede således blot op med tre redninger i første halvleg, hvor hun i anden halvleg måtte vige pladsen til Sonja Barjkatarovic.

Spændingen tog til i anden halvleg, hvor Jelena Despotovic bankede mål ind på samlebånd.

I de sidste 10 minutter vandt Montenegro hele 7-1, og dermed blev Durdina Jaukovic kampens sidste målscorer.

I de sidste hektiske sekunder fik rumænerne endelig fumlet bolden i mål, men landstræner Tomas Ryde tog netop i samme sekund en timeout, og målet talte derfor ikke.

Dermed delte de to mandskaber i porten.

For anden kamp i træk blev Buducnost-rumæneren Cristina Neagu holdt fuldstændig uden for banens streger, og ligeledes måtte Katarina Bulatovic, Milena Raicevic og Radmila Petrovic ligeledes også se kampen fra bænken.

Andre gode nyheder