Rumænien deler solide bronze-tæsk ud til Polen

Af: Ritzau
Rumænien gentog kunststykket fra EM i 2010 i Jyske Bank Boxen, da de hjemtog endnu en bronze i 31-22-øretæven over Polen.
Bronzekampe er aldrig sjove at spille. De er heller aldrig særlig rare at skulle sætte sig op til -- for begge deltagende hold kommer med et friskt semifinalenederlag i bagagen.
Det skulle derfor blive spændende at se, hvem af Polen og Rumænien, der hurtigst fik smidt nerverne.
Indledningsvist bragede et velforberedt rumænsk landshold derudaf, og levnede ikke Kim Rasmussens landshold mange chancer.
Skytten Cristina Neagu fortsatte ufortrødent med at banke den ene kugle ind efter den anden, og kunne med sine syv fuldtræffere i første halvleg blandt andre sørge for en solid 15-8-føring.
Rumænien var på dagen flere længder bedre end modstanderen på den anden banehalvdel, og det blev tydeligt udstillet i løbet af anden halvleg.
Føringen blev blot udbygget efterhånden som kampen søgte hen mod en afgørelse.
Kim Rasmussen kæmpede med at finde en opstilling inde på banen, som kunne ryste de stærke rumænere bare en lille smule.
Men Polen var ikke i nærheden af at lugte nogen former for bronzemedaljer i de sidste 30 minutter.
Derfor fik stjernerne Cristina Neagu, Valentina Elisei og Paula Ungureanu fik fortjent fyraften, og kunne nyde holdkammeraternes fortsatte nedsabling af Polen de sidste 10 minutter.
Her var føringen helt oppe på 27-16, og det var mere eller mindre et polsk mandskab, der havde givet op.
Men i slutfasen pyntede polakkerne dog gevaldigt på resultatet, således det blev begrænset til 31-22.
Bronzemedaljen var Rumæniens sjette VM-metal i historien.
Ritzau
netvagtonside@viasat.dk










