Gå til hovedindhold

Nordsjællands tre hjemmebaner skaber liv

Af: Ritzau

Når Nordsjælland Håndbold spiller deres hjemmekampe i Boxer Herreligaen trækker klubben på hele tre haller rundt omkring i det nordsjællandske.

Hallerne Frederiksborg Centret, Helsinge Hallen, Helsingør Hallen og moderklubberne Hillerød HK, Team Helsinge Håndbold, Elite 3000 Helsingør har alle seks det til fælles, at de danner det dyrebare fundament for ligaholdet Nordsjælland Håndbold.

Som det eneste hold i Boxer Herreligaen trækker ligaoprykkerne på hele tre halkapaciteter, og det er selvfølgelig en speciel situation at stå i, men det er ganske nødvendigt, påpeger cheftræner Ian Marko Fog.

  • Vi har så lille en økonomi, og vi er en klub med så lille et budget, så vi bliver nødt til at tage fra alle steder, og så længe vi er bygget op på den her måde med, at vi er en overbygning og har støtte af tre moderklubber, kan vi ikke gøre det anderledes, indleder Nordsjælland-bossen overfor tv3sport.dk.

  • Vi har altid spillet fantastiske kampe i Frederiksborg Centret i Hillerød, og har vundet nogle af de vigtige kampe, så det har været fedt. I Hillerød har vi bare generelt set godt ud, og vi kan lave et godt tryk i en lille hal, men jeg synes også, vi har spillet fint i Helsinge og Helsingør.

Opbakningen fra alle steder glæder og varmer Ian Marko Fogs nordsjællandske håndboldhjerte.

Dog kan han sagtens se fordelen i at have én hjemmebane frem for tre.

  • Selvfølgelig ville det være en fordel at spille et sted, og så kunne man måske også have fuldt hus hver gang. Men jeg synes, vi beviste sidste år i 1. division ved at være ubesejret på hjemmebane, at vi har en god opbakning generelt, når vi spiller hjemme.

  • Det er vigtigt, at vi hele tiden skal arbejde på at forbedre os, dels på det sportslige og på sponsordelen, så man måske kan samle det.

Men som situationen er lige nu, så ser Ian Marko Fog også de store positive fordele ved at have holdets hjemmekampe spredt ud over store dele af Nordsjælland.

Cheftræneren mener, at det i sidste ende kan være med til at trække endnu flere tilskuere og vække håndboldinteressen en kende mere, nu hvor ligaholdene på både herre- og dameligaen faktisk kan tælles på én hånd.

  • Ved at have tre hjemmebaner får vi nogle tilskuere, som kommer rundt på banerne, og som måske ellers ikke ville komme, og vi må også vende det her til noget positivt. Kan vi blive ved med at levere resultater og vise udstrålingen, så vi kan få den her hjælp fra tilskuerne, og så kan vi godt lægge et godt tryk i samtlige haller, plus at vi bliver spredt lidt ud til hele området, understreger Fog, og uddyber:

  • Der er ikke så mange klubber her på Sjælland, der spiller i ligaen. Så det er vigtigt for os sige til folk, at vil I se ligahåndbold, så er det hos os. Jeg ved godt, at KIF Kolding København er herovre et par gange, men det er til trods alt ikke så tit.

I denne sæson har Nordsjælland Håndbold fået otte point ind på kontoen -- heraf de fire på hjemmebane.

Andre gode nyheder