Tønder fuldendte overraskelsen - klar til herreligaen

Af: Ritzau
TM Tønder tabte godt nok 17-20 i Helsinge, men sønderjyderne kunne med den bedre indbyrdes målscore på 46-45 snuppe ligabilletten og vinde nervekrigen mod Nordsjælland Håndbold.
Nordsjælland Håndbold må så småt begynde at forberede sig på at skifte ligatilværelsen ud med en tur i herrernes 1. division.
Det blev en kendsgerning efter TM Tønder samlet vandt de to kvalifikationskampe med et enkelt mål.
Helsinge Hallen var fyldt op til bristepunktet mandag aften, hvor der stod ualmindelig meget på spil for Nordsjælland Håndbold og gæsterne fra TM Tønder.
TM Tønder havde en 25-29-føring at forsvare i den anden kvalifikationskamp.
Akkurat som i den første kamp lagde de to mandskaber ud i et voldsomt målhumør.
Den tidligere KIF Kolding København-spiller Kristian Stoklund bragte gæsterne i front med 0-1. Men føringens sødme forduftede hurtigt.
Nicolai Pedersen bragede hjemmeholdet i front med 5-3 efter godt 10 minutters spil.
Den tidligere Aalborg-bomber bragede igen Nordsjælland i front små otte minutter senere, hvor Nicolai Pedersen med sin tredje scoring øgede til 9-5.
Dermed var Tønders føring fra den første kamp for en uge siden faktisk hentet, men Claus Lyngsøes tropper var ikke sådan til at ryste.
I første halvlegs sidste 10 minutter formåede Nordsjælland-spillerne blot at få Tønders netmasker til at blafre en enkelt gang.
Tønder fik minimeret føringen en smule frem mod pausen, hvor stillingen lød på 10-7 i Nordsjællands favør.
Nordsjælland startede anden halvleg med lyn og torden, og fik hurtigt bragt sig på både 11-7 og 14-8.
Føringen lå i langt størstedelen af anden halvleg og vippede de fire mål, Tønder kunne tåle at tabe med.
Men gæsternes Martin Kærgaard nettede til stillingen 16-13 efter 48 minutters spil, hvor spændingen og nervøsiteten sad helt uden på spillertrøjerne for begge mandskaber.
Med fem minutter igen var spændingen intakt.
Tønder kom meget tæt på Nordsjællands føring, der både var oppe på fem og seks mål.
17-15 var det tætteste sønderjyderne kom på den nordsjællandske føring.
Nordsjælland stod med afgørelsen i egne hænder, da man med ganske få sekunder tilbage af kampen havde en firemålsføring og blot skulle trække tiden ud.
Men tumultuariske scener opstod der i den intime hal, og det endte med en straffekastafgørelse, som Kristian Stoklund udnyttede til at gøre det til 17-20, som sender Tønder i ligaen.
Ritzau
netvagtonside@viasat.dk







