Gå til hovedindhold

Nordsjælland-sejr sender Skive i 1. division

Nordsjælland-sejr sender Skive i 1. division

Af: Ritzau

Skive fH slutter, uanset udfaldet af sidste spillerunde, sidst i Boxer Herreligaen eftersom Nordsjælland Håndbold på hjemmebane lørdag slog GOG 31-27.

Efter en hård sæson hvor pointene har været lige ved og næsten for Ian Marko Fogs unge mandskab, så undgik nordsjællænderne lørdag den direkte nedrykningsplads i Boxer Herreligaen.

Firemålssejren sender Nordsjælland Håndbold op på 14 point, men uanset om Skive fH skulle vinde den sidste kamp mod HC Midtjylland, så kan skibonitterne ikke nå at hale ind på 13. pladsen.

Gæsterne fra GOG kom dog bedst fra start, og gjorde det til både 1-3 og 3-5.

Herfra tog de grønblusede værter momentum, og gik til pause foran imponerende 16-10.

Midtvejs i anden halvleg sørgede Oliver Roepstorff for, at føringen blev holdt på de seks mål.

Mod slutningen halede Jakob Larsens tropper en smule ind på Nordsjælland, men selv om GOG vandt anden halvleg med 15-17, så var det ikke nok til at true den samlede sejr.

Sejren sikrer, at Nordsjælland Håndbold skal ud i to kampe mod et af topholdene fra 1. division om at forblive i Boxer Herreligaen.

Nordsjælland møder i sidste spillerunde Skjern Håndbold på udebane onsdag.

Det hele kan dog ende med at skulle afgøres om, hvorvidt Skive fH får tildelt sejr over KIF Kolding København, der i deres indbyrdes kamp ulovligt gjorde brug af træner Carlos Ortega.

Får Skive tildelt de to point, skal de dog stadig ud at vinde den sidste kamp mod HC Midtjylland mens Nordsjælland Håndbold skal tabe i Skjern. Så vil Nordsjælland ende sidst.

Andre gode nyheder