Nordsjælland tog fornem udebanesejr

Af: Ritzau
At Nordsjælland Håndbold i Boxer Herreligaen vinder en udesejr hører til sjældenhederne – ikke desto mindre skete det i weekenden
I Nordsjælland-lejren har man fået et lille overtag på det profilfyldte Ribe-Esbjerg-mandskab, og i weekenden bankede Ian Mark Fogs tropper esbjerggenserne overraskende med hele 20-27.
Sidst de to mandskaber tørnede sammen i det vestjyske, trak de neon-grønne nordsjællændere sig sejrrigt ud af opgøret med 24-27.
Samme scenarie gentog sig i weekendens brag, hvor de to hold atter krydsede klinger i Invactor Arena.
Gennem hele opgøret var Nordsjælland Håndbold i teten, og så ud ikke til at ligne et hold, der har skrabet to point sammen ud af de første syv ligaopgør.
Til stor overraskelske for størstedelen af håndbold-Danmark, var gæsterne foran med hele 10-18 efter første halvleg, og tempoet blev blot skruet i vejret fra begyndelsen af anden halvleg.
Ydmygelsen lå og lurede i horisonten, da Nordsjælland bragte sig i front med 13-23 efter 45 minutters spil.
I løbet af slutfasen fik hjemmeholdet dog pyntet en smule på lussingen, der endte med at blive på et nederlag på syv kasser.
Med sejren springer Nordsjælland Håndbold forbi Ribe-Esbjerg i tabellen, og står noteret for fire point efter otte opgør, mens Ribe-Esbjerg står med tre point.
Ritzau
netvagtonside@viasat.dk







