Gå til hovedindhold

Nordsjælland tager vigtige point i afskyelig affære

Nordsjælland tager vigtige point i afskyelig affære

Af: Ritzau

Nordsjælland Håndbolds 21-19-sejr over Ribe-Esbjerg torsdag aften sender Skive fH alene på sidstepladsen i Boxer Herreligaen.

Efter otte nederlag i trak kom Nordsjælland Håndbold atter tilbage på vindersporet, da Ribe-Esbjerg blev besejret i Farum Arena.

Indledningsvist var det tydeligt for enhver at se, de to mandskaber ikke havde spillet en betydningsfuld håndboldkamp siden den 28. december sidste år.

Tekniske fejl, brændte afslutninger samt adskillige bolde smidt ud og tabt over sidelinjen prægede en rystende ringe første halvleg, hvor det var mærkbart på begge hold, at de har været igennem en ligakamppause på 41 dage.

Hjemmeholdet fra det nordsjællandske kom dog bedst fra start.

Nichlas Poulsen fuldendte den fornemme start med sin første scoring i opgøret til 4-1, og det tvang Ribe-Esbjerg-træner Claus Uhrenholt til at tage kampens første timeout blot efter ni minutters spil.

Da haluret rundede de 15 minutter havde Ribe-spillerne kun formået at putte bolden bag Nordsjælland-keeper Kristian Pedersen to gange, men frem mod pausen fik gæsterne dog løst en smule op for krudtet.

En stærk slutspurt i de døende minutter af første halvleg fik Morten Vium Troelsen og Troels Jørgensen banket vestjyderne op fra at være bagud med 9-6 til 'kun' at være bagud med 10-9 ved pausen.

Efter pausen fik de blåblusede esbjergensere noget bedre fat i angrebsspillet, hvor den træksikre Morten Vium Troelsen bragte sit mandskab i front for første gang i kampen til 13-14 efter 42 minutter.

Etmålsføringen holdt dog kun et splitsekund for Ribe-Esbjerg. Nordsjælland skulle blot bruge de to efterfølgende angreb på at bringe sig i front 15-14.

Opgøret bevægede sig ind i sine sidste fem minutter med en spinkel 18-17-føring til Nordsjælland Håndbold.

Højre backen Morten Thrane tyrede sin femte kasse i bolden til 20-18 med to minutter tilbage af kampen. Dan Beck Hansen afgjorde definitivt løjerne med en finurlig skruebold rundt om benene på Sebastian Frandsen i Esbjerg-målet.

Til trods for dårligt håndboldspil fik de 1589 fremmødte i Farum Arena spænding for alle pengene i en slutfase, hvor Nordsjælland Håndbold holdt hovederne koldest.

Andre gode nyheder