Gå til hovedindhold

Frankrig besejrer tamt Montenegro-mandskab

Frankrig besejrer tamt Montenegro-mandskab

Af: Ritzau

Frankrig bankede Montenegro til ukendelighed i kampen om 7/8.-pladsen som endte 34-23 efter en pausestilling på hele 20-13.

Det var tydeligt for de godt 100 fremmødte i Jyske Bank Boxen til den meget tidlige placeringskamp, at Montenegro godt var klar over, at udfaldet af opgøret mod Frankrig ikke betød det store.

Begge mandskaber havde sit på det tørre omkring OL-kvalifikationen, som både Montenegro og Frankrig havde sikret sig billet til.

I løbet første halvleg modtog, det ellers så fysisk stærke mandskab, ikke så meget som en enkelt udvisning -- og det fortalte meget godt historien Montenegro søndag formiddag i Jyske Bank Boxen.

Uden gnist og tænding blev de kørt over i en ensidig første halvleg, hvor 'Les Bleus' efter bare fem minutter stak faretruende af.

Opgøret blev åbnet i et vanvittigt tempo for begge hold -- hverken Alma Hasanic i det montenegrinske mål eller Amandine Leynaud i det franske ditto fik hænder eller fødder på særlig meget.

Således bragede Camille Agylon franskmændene i front med hele 9-5 efter ni minutter.

Det blev Dragan Adzic nødt til at tage konsekvensen af, hvorfor han pillede Larvik-keeper Alma Hasanic ud med nul redninger på samvittigheden.

Siraba Dembele viste vejen, og kunne med et sublimt mål med hjælp fra indersiden af stolpen langt udefra skyde Frankrig foran 18-10 sent inde i første halvleg.

Den purunge Durdina Jaukovic reducerede til pausestillingen 20-13, hvor de montenegrinske keepere samlet diskede op med sølle to redninger.

Estelle Minko sendte for første den franske føring op på 10 mål blot ti minutter efter pausen.

Først ti minutter inde i anden halvleg måtte Durdina Jaukovic modtage montenegrinernes første udvisning.

Men den enorme franske føring blev aldrig på nogen måder truet.

I anden halvleg måtte stjernerne Katarina Bulatovic og Milena Raicevic mere eller mindre se til fra bænken, og det gjorde ikke ligefrem livet lettere for resten af de sortklædte montenegrinerne.

34-23 endte kampen, som sender syvendepladsen på franske hænder, mens Montenegro i deres tredje nederlag i turneringen endte på en samlet ottendeplads.

Andre gode nyheder