FCM slår Viborg i vildt pokalfinaledrama

Af: Ritzau
Pokalfinalen skulle ud i forlænget spilletid, før FC Midtjylland for andet år i træk kunne kalde sig pokalmester efter en 28-26-sejr over Viborg.
De 2005 fremmødte i JYSK Arena fik denne tredje juledag i den grad noget for pengene, da der var fløjtet op til et vaske ærkerivalopgør, da Viborg HK og FC Midtjylland bragede sammen i dette års pokalfinale.
Udover at begge mandskaber sæson efter sæson har været vant til at kæmpe med om medaljerne såvel i ligaen som i pokalturneringen, så havde de to finalister samlet ikke færre end ni VM-spillere på holdkortet.
Om der gik VM-træthed i de to holds angrebsspil fra start vides ikke, men kvaliteten deraf var slet, slet ikke på det niveau, som det danske håndboldpublikum var blevet forkælet med under december måneds slutrunde.
Efter blot otte minutter var stillingen 2-2, og allerede i den indledende fase blev flere bolde kastet ud over sidelinjen og mange mærkværdige fejl fandt sted.
Rikke Skov tyrede Viborg HK i front med tre kasser til stillingen 9-6, oven på en indledning hvor FC Midtjylland hurtigt snuppede en spinkel føring.
Alt imens den ene landsholdsprofil markerede sig, så tog Rikke Poulsen også godt fra mellem stængerne og pillede således pynten af både den nybagte verdensmester Veronica Kristiansen og landsholdskollegaerne Louise Burgaard og Stine Jørgensen.
Men stregspiller Sille Thomsen masede viborgenserne i front 10-6, og det tvang cheftræner Helle Thomsen til at skifte gevaldigt ud på bagspilspositionerne, hvor unge Pauline Bøgelund fik godt med spilletid.
I midten af de første 30 minutter fandt Allan Heines Viborg-tropper en periode med hele 7-1, men FCM bragte spændingen tilbage i opgøret.
Svenske Johanna Ahlm savede sin første pokalbold i kassen til reduceringen 10-9 med ganske få minutter tilbage af en knapt så velspillende første halvleg, men alligevel kunne de grønblusede gå til pause foran 13-10.
FC Midtjylland fik sig en sand drømmestart på anden halvleg. I løbet af ganske få minutter bragte de hvidblusede balance i regnskabet til 13-13.
Den danske VM-topscorer Stine Jørgensen nettede til midtjydernes første føring til 14-15 siden 4-6 tidligt inde i første halvleg.
Da Viborg for alvor var under pres, hev Rikke Poulsen blot et par vigtige redninger ud af ærmet, således den spinkle føring hurtigt blev vekslet til yderligere føringer på både 17-15 og 18-16.
Selvom føringerne symptomatisk nok blev hentet, så mente Viborg det alvorligt, da Rikke Skov med sin sjette scoring til 20-19 jagtede endnu en føring.
Line Uno bragte Viborg i front med 23-20 med små 10 minutter tilbage, og der skulle hældes en god bunke grus i Viborg-maskineriet for at stoppe deres vej til pokalguldet.
25-21 viste måltavlerne i JYSK Arena i de døende minutter, men de rutinerede midtjyder kæmpede sig fremragende tilbage i slutspurten, og kunne med et angreb i de sidste 30 sekunder bringe sig foran 25-26.
Men den gyldne chance greb midtjyderne ikke, og det betød, at pokalfinalen efter 25-25-resultatet efter den ordinære spilletid skulle ud i forlænget spilletid, som ikke har været aktuelt siden 2002, hvor det daværende Ikast-Bording EH slog Slagelse FH.
I de første fem forlængede minutter blev der blev scoret et enkelt mål.
Veronica Kristiansen stod der på 25-26-scoringen, men de grønblusede formåede ikke at omsætte deres chancer til mål.
Stine Jørgensen sendte guldet tættere på den midtjyske hede med sin femte scoring til 25-27, og i det efterfølgende angreb blev det en realitet.
Louise Burgaard blev matchvinder, og kunne sende pokalguldet til FC Midtjylland efter en scoring til slutcifrene 26-28.
Ritzau
netvagtonside@viasat.dk








