FCM-direktør raser: Uforsvarligt kampprogram!

Af: Ritzau
I denne uge spiller FC Midtjyllands kvindehåndboldhold fire kampe, og det er ganske enkelt uansvarligt, mener FCM-direktør Torben Kølbæk
Fire vigtige kampe på blot fire dage. Det er udsigterne for FC Midtjyllands håndboldkvinder. Mandag står den på topkamp mod Team Esbjerg, mens onsdag byder på en hjemmekamp mod Team Tvis Holstebro, inden weekenden har afgørende kvalifikationskampe til Champions League på menuen.
Og det er simpelhen urimeligt, mener FCM-direktør Torben Kølbæk.
- Som arbejdsgiver er det et helt uforsvarligt arbejdsprogram for vores spillere. Vi mener ikke, at turneringsudvalget tager de nødvendige hensyn til spillernes restitution. Samtidig er alle kampene i denne periode topkampe for os. Det er bemærkelsesværdigt, at vi møder de måske tre største konkurrenter på under to uger, hvor vi endda i mellemtiden spiller Champions League-kvalifikation, siger FCM-direktør Torben Kølbæk til fcm-haandbold.dk.
Direktøren fortæller videre, at han vil gøre sit til, at en lignende situation ikke opstår i fremtiden.
- Der er ingen tvivl om, at det er et fysisk uforsvarligt kampprogram. Vi ønsker ikke at overbeskytte spillerne, men alle kan jo se, at det her er absurd. Jeg vil bl.a. i mit arbejde i divisionsforeningen arbejde hårdt for, at en lignende situation ikke gentager sig, siger Torben Kølbæk.
FC Midtjylland ligger på en øjeblikkelig tredjeplads i Dameligaen.
Ritzau
netvagtonside@viasat.dk








