Gå til hovedindhold

UEFA og CONMEBOL følger succesen på Wembley op

UEFA og CONMEBOL følger succesen på Wembley op

Det gælder om at smede, mens jernet er varmt.

Af Frits Ahlstrøm

Dagen efter ’Finalissima’ mellem Argentina og Italien på Wembley annoncerede UEFA og CONMEBOL, henholdsvis Det europæiske og sydamerikanske Fodboldforbund, at de udvider deres samarbejde.

’Finalissima’ i onsdags var den tredje kamp nogensinde mellem de europæiske og sydamerikanske mestre for landshold om Artemio Franchi Cup, opkaldt efter UEFA’s tidligere italienske præsident, som mistede livet ved en trafikulykke nær Siena 12. august 1983.

I den første – 21. august 1985 – vandt Frankrig 2-0 over Uruguay på Parc des Princes i Paris og i den anden – 24. februar 1993 – spillede Argentina og Danmark 1-1 i Mar del Plata, hvorpå Argentina efter en målløs forlænget spilletid vandt straffesparkskonkurrencen.

87.112 tilskuere, hvoraf flere end halvdelen angiveligt var argentinere, så Lautaro Martínez, Ángel Di María and Paulo Dybala som målscorere og Lionel Messi som ’Man of the Match’ sørge for en 3-0 sejr over Italien på det ikoniske stadion udenfor London.

Nu har UEFA og CONMEBOL planlagt tilsvarende interkontinentale kampe i Futsal samt fodbold for kvinder og ungdom.

Serien indledes med på Estádio Centenario i Montevideo 21. august i år, når Club Atlético Peñarol møder SL Benfica; vinderne af henholdsvis Copa Libertadores for U/20-hold og UEFA Youth League.

Dernæst afvikles en firkant-turnering i Futsal i Movistar Arena i Buenos Aires 16. og 18. september med Portugal og Spanien, henholdsvis nummer 1 og 3 i UEFA Futsal EURO i 2022, samt Argentina og Paraguay, de to bedst placerede i den sydamerikanske Copa América Futsal 2022.

Derimod er der endnu ikke sat dato og sted på kampen mellem vinderen af UEFA Women’s EURO 2022 i England og vinderen af Copa América Femenina i Colombia. Disse to slutrunder spilles i juli.

På deres møde i London, hvor begge organisationer har oprettet kontorer, enedes UEFA og CONMEBOL om at fortsætte og udvide samarbejdet med hensyn til uddannelse og udveksling af dommere; ikke mindst på baggrund af de erfaringer, de har gjort siden det blev indledt i 2021.

Næste skridt fokuserer på forbedre træneruddannelsen såvel teknisk som taktisk. Det forventes at blive lanceret næste år.

Samarbejdet mellem de to kontinentale forbund blev intensiveret, da FIFA luftede sine planer om at indføre en VM-slutrunde hvert andet år.

Andre gode nyheder