FN indgår aftale med UEFA og inviterer DBU til at være med
Af: Web
De forenede Nationer (FN) markerede åbningen på slutrunden om Europa Mesterskabet for kvinder i England med at lancere et nyt initiativ ’Football for the Goals’
Af Frits Ahlstrøm
Det var en passende lejlighed til at indgå en aftale med UEFA; ikke mindst i betragtning af, at ’Ligestilling mellem kønnene’ er et af FN’s 17 verdensmål.
UEFA offentliggjorde allerede i december 2021 sin egen strategi ’styrke gennem fællesskab’ med fokus på menneskerettigheder og miljø.
-FN erkender den indflydelse, fodbold har i det globale samfund, og den enorme rolle, fodbold i kraft af sin popularitet kan spille for at skabe yderligere opmærksomhed om vore verdensmål, siger FN’s vicegeneralsekretær Amina J. Mohammed til UEFA’s hjemmeside.
-Fodbold er ikke alene den populæreste sport i verden, men også den mest tilgængelige, tilføjer Amina Mohammed. Den involverer millioner af mennesker globalt hver dag. Vi er taknemmelige for, at UEFA bliver vor første officielle partner, og ser frem til, at mange kontinentale og nationale forbund (deriblandt DBU), ligaer, spillere, fan grupper, medier og sponsorer tager imod vor invitation til at være med.
Norges Fotballforbund (NFF) har allerede meldt sig med et pilotprojekt, som viser hvordan, de norske landshold, landets eliteklubber, græsrødderne og medierne i samarbejde vil støtte FN’s mål for bæredygtighed.
-Det er en ære for os, at både FN og UEFA anerkender norsk fodbolds arbejde for at udvikle konceptet, udtaler Lise Klaveness. Fodbold har en stor gennemslagskraft og desuden som verdens største idræts-og folkebevægelse et stort ansvar. Vi har en forpligtelse til på alle måder at støtte kampen for en bæredygtig fremtid.
41-årige Lis Klaveness, der spillede 71 kampe på det norske A-landshold i fodbold, er uddannet jurist. Hun blev i 2018 ansat som direktør i afdelingen for elite-fodbold i NFF og 7. marts 2022 valgt til posten som præsident; som den første kvinde i forbundets 120-årige historie.
NFF vil sammen med myndighederne arbejde for at erstatte gummigranulaterne i kunstgræsbaner med et andet miljøvenligt materiale inden 2030. Der findes, i høj grad af klimatiske grunde, 1.500 kunstgræsbaner i Norge, mens der i Danmark er omkring 400.
Norsk fodbold satser også stort på projektet ’Lige Muligheder’, der skal give fodbold for piger og kvinder samme vilkår som for drenge og mænd.
NFF håber gennem samarbejdet med FN og UEFA, at den norske model bliver en banebrydende inspiration internationalt og i tillæg medfører en forpligtende motivation til nye konkrete projekter i tråd med alle FN’s 17 verdensmål:
Afskaf fattigdom • Stop sult • Sundhed og trivsel • Kvalitets-uddannelse • Ligestilling mellem kønnene • Rent vand og sanitet • Bæredygtig energi • Anstændige jobs og økonomisk vækst • Industri, innovation og infrastruktur • Mindre ulighed • Bæredygtige byer og lokalsamfund • Ansvarligt forbrug og produktion • Klimaindsats • Livet i havet • Livet på land • Fred, retfærdighed og stærke institutioner • Partnerskaber for handling
I videoen øverst i artiklen kan du høre, hvordan HB Køges kvindehold, som rummer flere landsholdsspillere, husker den seneste sæson, hvor holdet vandt Gjensidige Kvindeligaen og gik ubesejret igennem sæsonen.











