FIFA vil erstatte indkast med indspark
Af: Web
Ideen om indspark i stedet for indkast i fodbold skal testes igen.
Af Frits Ahlstrøm
Det oplyser FIFA’s præsident Gianni Infantino på baggrund af det 136. årsmøde i The International Football Association Board (IFAB). Det fandt sted i Doha mandag eftermiddag i forbindelse med de to playoffs: Australien mod Peru og Costa Rica mod New Zealand om de resterende pladser i VM-slutrunden.
IFAB, stiftet 2. juni 1886 i London, er et uafhængigt organ med ansvaret for The Laws of the Game, det vil sige fodbold-reglerne.
Det har otte medlemmer; ét fra hver af de britiske lande (England, Nordirland, Skotland og Wales) samt fire fra FIFA, deriblandt præsidenten.
En lovændring kræver, at mindst seks af dem stemmer ja.
Der var i komiteen enighed om at teste reglen så hurtigt som muligt. Ifølge Gianni Infantino har FIFA allerede udarbejdet en plan for i hvilke turneringer, det skal ske. Den hollandske 1. division – altså rækken lige under Æresdivisionen – hævdes at være en af dem.
Arsène Wenger, som FIFA i 2019 ansatte som chef for den globale udvikling i fodbold, har i mange år været en varm fortaler for indspark i stedet for indkast.
Den 72-årige franskmand med tilnavnet ’Le Professeur’ påpeger, at et indkast er imod spillets ånd.
-For det første er det fodbold og ikke håndbold, vi spiller, udtaler Arsène Wenger. Desuden tager det ofte for lang tid at udføre, hvilket ødelægger rytmen i en kamp. Især når en spiller skal løbe fra den ene side af banen til den anden for tage det.
Allerede for 13 år siden i sin tid som manager i Arsenal FC (1992-2018) beklagede Arséne Wenger sig over specialisterne i indkast.
Det skete efter en kamp mod Stoke City FC i Premier League. Arsenal havde med sit pasningsspil domineret kampen og førte 1-0. Men efter to lange indkast fra Rory Delap vendte Stoke City 0-1 til en sejr på 2-1.
-Indkastet skulle reelt være en fordel, men er ofte det stik modsatte med mindre, du har en spiller, der kaster usædvanligt langt, tilføjer Arsène Wenger. Spilleren med bolden har ni medspillere, men ti modstandere. Statistikkerne viser da også, at et hold i otte ud af ti tilfælde mister bolden på et indkast. Det vil ændre sig med et indspark.
I ’Ren Fodboldsnak’ på TV3 Sport i april 2020 debatterede Peter Grønborg, Per Frimann og Niels-Christian Frederiksen regelændringer i fodbold. Ved den lejlighed foreslog Per Frimann, at indkast blev til indspark. Se den debat i videoen herover.
I august 2021 gav Sten Andersen, en af TV3 Sports seere, udtryk for det samme:
-Det er yderst sjældent en fordel for et hold at få et indkast. Hvorimod et indspark vil fremme det publikumsvenlige og offensive spil; især på modstandernes banehalvdel.
Dertil sagde Jan Carlsen, en af fodboldens førende lovfortolkere i verden:
-FIFA lavede en forsøgsordning sidst i 1990erne i en national liga og i en af sine VM-slutrunder for ungdom, og det viste sig, at et indspark ville tage meget længere tid end et indkast, fordi nærmeste modspiller skulle være mindst 9,15 meter væk, og det ville dermed forkorte den effektive spilletid væsentligt.
-Jeg tvivler på, det nogensinde bliver lavet om, tilføjede Jan Carlsen.
Men nu gør Gianni Infantino og Arséne Wenger et nyt forsøg. Om de får mere held med det end med deres forslag om at indføre en VM-slutrunde hvert andet år i stedet for hvert fjerde, vil vise sig.
De første fodboldregler blev nedfældet på Cambridge University i 1848. I de følgende 15 år blev såvel indkast som indspark anvendt.
Men da Det engelske Fodbold Forbund (The FA) blev stiftet i 1863 og reglerne blev revurderet, var der enighed om, at spillet skulle genoptages med et indkast, når bolden havde passeret en af sidelinjerne. The FA tillod, det skete med én hånd, mens skotterne gik ind for, at begge hænder skulle bruges.
Reglen om indkast blev debatteret på en konference mellem de fire britiske fodboldforbund i december 1882. Der var flertal for den skotske version; at indkastet skulle foretages med to hænder og bolden skulle slippes, mens den var over hovedet på spilleren.











