Gå til hovedindhold

Skadesplaget Klopp kalder yderligere to hjem

Skadesplaget Klopp kalder yderligere to hjem

Af: Ritzau

Massevis af skader i Liverpool-truppen får nu manager Jürgen Klopp til at tilbagekalde to spillere fra lejeaftaler.

Portugisiske Tiago Ilori og engelske Kevin Stewart er tilbage hos Liverpool, som har afsluttet duoens lejeaftaler med øjeblikkelig virkning.

Det bekræfter Liverpool på klubbens website fredag.

Mens Tiago Ilori ikke nåede at komme på banen i efteråret for Premier Leagues bundprop Aston Villa på grund af skader, vender Kevin Stewart hjem fra Swindon Town med syv optrædener i benene.

Liverpools beslutning skal formentlig ses i lyset af, at man i øjeblikket er ramt af skader til en lang række spillere. Senest måtte Philippe Coutinho og Dejan Lovren lade sig udskifte af holdets 1-0-sejr over Stoke City i den første semifinale i Capital One Cuppen.

Og efter kampen kom det frem, at også målscoreren fra det opgør, indskiftede Jordon Ibe, er ude med en lyskenskade.

Liverpool har for nyligt også hentet kantspillerne Ryan Kent og Sheyi Ojo tilbage fra henholdsvis Coventry City og Wolverhampton Wanderers.

Liverpool tager hul på holdets FA Cup-sæson, når man i aften gæster Exeter City fra den fjerdebedste række.

Her har Jürgen Klopp på forhånd meldt ud, at Liverpool, der har kamp igen i midtugen mod Arsenal, stiller op i en meget ung og urutineret udgave.

Andre gode nyheder