Kritisk cheftræner opfordrer FIFA til at tænke sig om

Hansi Flick kritiserer FIFA skarpt for at have tildelt Qatar værtskabet for VM-slutrunden i 2022.
Af Frits Ahlstrøm
I et interview med det ugentlige tidsskrift Stern siger den 57-årige cheftræner for det tyske landshold:
-En stor sportsbegivenhed skal ikke kun handle om penge. I 2018 foregik VM i Rusland; dernæst fulgte de olympiske vinterlege i Beijing, og i november skal der spilles om VM i Qatar. Det affødte hver gang enorm kritik.
-Derfor opfordrer jeg FIFA – og for den sags skyld alle internationale organisationer – til at tænke sig grundigt om før de vælger en værtsnation.
Hansi Flick er opmærksom på, at Qatar bryder menneskerettighederne. Alligevel har han ikke gjort sig tanker om at blive væk.
-På den måde ville vi ikke hjælpe nogen i Qatar, mener han. Det er langt vigtigere, at vi er til stede og benytter lejligheden til klart og tydeligt at udtrykke vor støtte til migrantarbejderne og vor kritiske holdning til regimet. Det anser jeg for meget mere effektivt end en boykot.
-Selv om vi meldte afbud, ville FIFA gennemføre slutrunden, tilføjer Hansi Flick. Så i realiteten ville vi kun straffe vore egne spillere ved at fratage dem et højdepunkt i deres karriere.
Hansi Flick bifalder FIFA’s beslutning om at udelukke Rusland fra VM-kvalifikationsturneringens play-offs.
-Symbolsk er den rigtig. Jeg tror dog ikke, den gør indtryk på Putin. Selv massive sanktioner har indtil nu ikke kunnet stoppe ham. Men jeg har ondt af de russiske atleter, som udelukkes fra internationale konkurrencer. Det er Putins krig; ikke deres. Men der er for tiden intet alternativ.
Rusland skulle fredag aften have spillet mod Polen med henblik på en plads i VM-slutrunden. Nu gik polakkerne videre uden kamp. De skal i ’finalen’ på tirsdag i Warszawa møde Sverige, som på et udsolgt Friends Arena i Stockholm vandt 1-0 over Tjekkiet.
Robin Quaison, den 28-årige angriber, der spiller for Al Ettifaq FC i Saudi Arabien, afløste Victor Claesson efter en times spil og scorede i 110. minut i den forlængede spilletid efter bandespil med Alexander Isak fra Real Sociedad.
Tyskland spiller lørdag aften venskabskamp mod Israel på Rhein-Neckar-Arena, hjemmebane for TSG 1899 Hoffenheim.











