Gå til hovedindhold

Hjulmand klar til at give spiller i Norge chancen på landsholdet

Kasper Hjulmand deler den begejstring, FK Bodø-Glimt med danskerne Philip Zinckernagel og Kasper Junker har skabt globalt med sine præstationer i den norske Eliteserien i denne sæson.

Af Frits Ahlstrøm

Selv New York Times nedprioriterede for en enkelt dag det amerikanske præsidentvalg for at gøre plads til en fyldig omtale af det eventyr, klubben 80 km nord for Polarcirklen har skrevet i 2020.

Det er efterhånden flere uger siden, FK Bodø/Glimt for første gang i sin 104-årige historie sikrede sig det nationale mesterskab. Nu – med én kamp tilbage – er klubben noteret for 25 sejre, tre uafgjorte, ét nederlag og en målscore på 100-32.

De to danskere, Kasper Junker og Philip Zinckernagel, har bidraget væsentligt til den succes; endda i så høj grad, at de måske også opnår de individuelle priser som henholdsvis topscorer og Årets Spiller i Eliteserien.

Åge Hareide, som nu er cheftræner i Rosenborg BK, foreslog forleden Kasper Hjulmand at teste Philip Zinckernagel på det danske landshold. 

-Det er i al fald værd at prøve ham, sagde Åge Hareide til TV3 Sport. Jeg ved, at Kasper Hjulmand kender ham, og jeg er sikker på, han har bemærket den udvikling, Philip har gennemgået i Norge.

Dertil siger Kasper til TV3 Sport:

-Jeg har kendt Philip siden han som 15-eller-16-årig kom fra FC København til FC Nordsjælland, og jeg har hele tiden fulgt hans udvikling og jævnligt talt med ham. Han og hans hold har gjort det exceptionelt godt i denne sæson. Også internationalt, hvad jeg oplevede, da de mødte AC Milan i UEFA Europa League.

-Jeg tænkte på at udtage Philip til truppen allerede i november, tilføjer landsholdets cheftræner. Men på grund af pandemien med testning, restriktioner etc. valgte jeg at vente.

-Philip har med sine tekniske færdigheder altid haft potentialet til at blive landsholdsspiller, mener Kasper Hjulmand. Han er god med begge ben, hvad der er sjældent for en kantspiller. Desuden er han med sine fine indlæg en chanceskaber og med sit gode spark en effektiv afslutter.

Kasper Hjulmand beundrer FK Bodø/Glimt for den spillestil, klubbens cheftræner Kjetil Knutsen har skabt.

-Det er en fornøjelse at se på, indskyder Kasper Hjulmand (og mindes uvilkårligt attituden i AFC Ajax og FC Nordsjælland). Holdet er et eksempel på, at et kollektivt, der fungerer, bringer det bedste frem i spillerne og udvikler dem til stjerner. De forstår at sætte Philip Zinckernagel i scene; selv med målmanden som udgangspunkt.

Kasper Hjulmand sender også en buket roser til Kasper Junker.

-I min tid i FC Nordsjælland talte vi om at hente Kasper Junker til klubben. Han var hurtig og eksplosiv, men lidt for febrilsk i boksen til at kunne udnytte sine målchancer. Nu har han fået den nødvendige ro i sit spil. Og på et hold som Bodø/Glimt, der har 18-20 afslutninger i hver kamp, lukrerer han som angriber på en meget offensiv spillestil.

-For Kasper er vejen til en plads på landsholdet lidt sværere end for Philip, eftersom vi allerede har mange spids-angribere i truppen, bemærker Kasper Hjulmand.

Philip Zinckernagel, der fylder 26 år på torsdag, har siden han i marts 2018 kom til FK Bodø/Glimt fra SønderjyskE lavet 34 mål i 85 kampe. I denne sæson er han i 27 kampe noteret for 19 mål og 18 assists og indtager 3. pladsen på topscorerlisten i Eliteserien.

Kasper Junker og Amahl Pellegrino fra Kristiansund BK topper listen med hver 25 mål før deres sidste kamp i sæsonen.

FK Bodø/Glimt spiller hjemme på Aspmyra Stadion på lørdag mod Viking BK Stavanger.

-Eftersom kampen ikke har nogen betydning for de afgørende placeringer, er den rykket tre dage frem, oplyser Kasper Junker til TV3 Sport. Det har den fordel, at vi får juleferie lidt tidligere end planlagt.

På den anden side indebærer det også, at Amahl Pellegrino ved hvad det kræver af ham for at blive topscorer i Eliteserien, eftersom Kristiansund BK først spiller den følgende tirsdag mod FK Haugesund.

Hvis de to spillere slutter med lige mange scoringer, får de hver et eksemplar af Toppscorerprisen; uanset Kasper Junker på grund af skader har spillet tre kampe færre end Amahl Pellegrino.

Prisen til topscoreren i den norske Eliteserien. Hvis to spillere slutter med lige mange scoringer, får de et eksemplar hver.

Foto: NFF

Andre gode nyheder