Farvel til en af fodboldens største personligheder – Når han sagde nej til et interview, varede det kun en time
Fodbolden mistede en af sine største personligheder, da Nils Arne Eggen natten til onsdag sov stille ind i sit hjem i Orkdal, knap 50 km fra Trondheim i den historiske landsdel Trøndelag.
Af Frits Ahlstrøm
Næppe nogen træner har med sine holdninger og meninger præget sine spillere og deres liv i højere grad.
Nils Arne Eggen, der blev 80 år, var – som alle tiders bedste norske spiller Rune Bratseth har sagt det – en ekstrem farverig person, ægte og oprigtig, inspirerende og entusiastisk, brændende engageret i alt og med kloge tanker.
Disse egenskaber har jeg selv oplevet mange gange i de mere end 25 år, han berigede vort venskab.
Nils Arne Eggen (født 17. september 1941) opnåede 29 landskampe for Norge, vandt det norske mesterskab med Rosenborg BK to gange og med Vålerenga IF én gang samt den norske pokalfinale med RBK én gang. Han blev i 1967 valgt som Årets Spiller i Norge.
Hans karriere som træner overstrålede hans præstationer som spiller. Syv gange modtog han prisen som Årets Træner i Norge.
Nils Arne Eggen førte Rosenborg BK til det nationale mesterskab 14 gange og Moss FK til titlen en enkelt gang. Desuden blev det til sejre med RBK i seks norske pokalfinaler på Ullevaal.
Også internationalt brillerede Nils Arne Eggen, eftersom han bragte Rosenborg BK til gruppespillet i UEFA Champions League otte gange i træk med sejren på 2-1 over AC Milan på Stadio San Siro i 1996 som det største resultat og dermed adgang til kvartfinalerne, hvor det blev 1-1 mod Juventus hjemme på Lerkendal og 0-2 i returkampen.
Året efter var han og Rosenborg BK tæt på at gentage bedriften. Med en sejr over Olympiacos FC i Athen ville Nils Arne Eggen og hans hold kvalificere sig til kvartfinalerne. De førte 2-1 til næstsidste minut. Så udlignede den serbiske midtbanespiller Predrag Đorđjević.
Tyve minutter senere stillede Nils Arne Eggen op til den obligatoriske pressekonference og svarede venligt på alle spørgsmål. Da der ikke var flere, og de norske journalister forlod rummet, kikkede han på klubbens daværende pressechef Dag Svinsås, som i stedet for at sige tak spurgte ham om havde noget at tilføje.
-Ja, svarede Nils Arne Eggen, mens omkring 30 græske journalister og fotografer blev siddende.
Han ville gerne tale om trafikproblemerne i Athen og den pollution, de medførte, og naturligvis om hvordan de kunne løses.
-Da vi kom til jeres smukke by for en uge siden, følte vi os meget velkommen, fortsatte Nils Arne Eggen. Det virkede som om alle i Athen ville gøre alt for, at vi skulle føle os hjemme. Vi mødte en venlighed og varme, jeg sjældent har oplevet. I gav os de bedste træningsfaciliteter, den bedste mad, et superhotel og sightseeing til alle de historiske seværdigheder. Overalt blev vi mødt med et smil. Athen vil for altid have en plads i mit hjerte.
Dag Svinsås erindrer, at de græske medier sad med tårer i øjnene.
Nils Arne Eggen elskede at være sammen med medierne. Han kunne lide at se en journalist med en blok i sine ene hånd og en blyant i sin anden.
Da han på en pressekonference opdagede en journalist, der holdt sin båndoptager op luften, gjorde han en kort pause – og spurgte:
-Er du fra KGB?
Harald Pedersen, den nuværende pressechef i Rosenborg BK, erindrer pressekonferencen efter en kamp i UEFA Champions League i Kijev i 1999. Rummet var tæt pakket med især ukrainske medier. Men det var først på en opfordring fra Nils Arne Eggen, at en ukrainskjournalist vovede at stille et spørgsmål.
Nils Arne Eggens respons varede en halv time for at være sikker på, de havde fået svar på alle de spørgsmål, de ikke havde turdet stille ham.
Da han rejste sig og sagde farvel, gav de ukrainske medier ham en stående ovation.
Som Knut Espen Svegaarden, mangeårig journalist på Adresseavis i Trondheim, skrev i sine mindeord i dagbladet Verdens Gang i Oslo:
-Når han sagde nej til et interview, varede det kun en time. Hvis han sagde ja, måtte du selv slutte samtalen, for han blev aldrig færdig. Uanset hvad havnede du i et virvar af tanker, bisætninger, historier, etik, visdom og en masse humor. Du havde fået lov til at være en del af Eggens verden.
Medierne havde naturligvis adgang til træningen, hvor han iført træningsdragt og ofte kun slippers højt og livligt kommenterede fra sidelinjen.
Knut Espen Svegaarden giver dette eksempel på hans åbenhed og opdragelse, altid tilsat lidt galskab:
Det var aftenen før UEFA Champions League-kampen mod Real Madrid på Estadio Santiago Bernabéu i 1997. Bjørn Delebekk, fotograf på Verdens Gang og en af bedste i verden indenfor genren, havde forinden spurgt om han måtte tage et holdbillede. Eggen havde sagt ja.
Da træningen nærmede sig sin afslutning, mindede Bjørn Delebekk ham om aftalen, hvortil Nils Arne Eggen svarede: Selvfølgelig – og fortsatte henvendt til sine spillere: Så er det tid til at få taget et holdbillede.
-Men du har jo ikke udtaget holdet endnu, bemærkede en af spillerne.
-Næh, det er vist rigtigt, replicerede han. Så gør jeg det nu. Hvorefter han kaldte på én spiller ad gangen indtil der var 11.
Verdens Gang fik sit holdbillede og alle medier den norske startopstilling.
Egil ’Drillo’ Olsen, den tidligere norske landstræner, der var holdkammerat med Nils Arne Eggen i Vålerenga IF, da klubben i 1965 blev norsk mester, og i 2010 skrev og udgav samtalebogen ’Det viktigste av alt er uviktigt’ sammen med ham, omtaler Nils Arne Eggen som et fyrværkeri fuld af humør og energi.
Nils Arne Eggen blandede sig i alt i Rosenborg BK; til glæde for mange og frustration for nogle. Da sneen faldt tungt over Lerkendal før en kamp mod FC Porto i 1997, greb han en kost for at rydde banen. Da det tog længere tid end beregnet, spændte han en sneplov bag på sin bil. Det virkede indtil kofangeren faldt af. Han blandede sig også i hvilke farver, væggene i klubhuset ’Brakka’ skulle have, og hvilken type toiletpapir, der skulle købes.
Trods snefaldet var Nils Arne Eggen sikker på, kampen mod FC Porto ville blive gennemført.
-Vejret bliver godt i morgen, lovede han. Vi spiller mellem to lavtryk.
Rune Bratseth betegner Nils Arne Eggen som en til tider krævende person.
-Men det var uproblematisk fordi det for ham altid handlede om sagen og ikke hans egen person. Jeg er taknemmelig for, jeg fik lov til at være med i en del af det eventyr, han skabte.
Nils Arne Eggen, der var uddannet historie-lærer og yndede at tale med sine spillere om krige og alle tidsaldre, var et samfundsengageret menneske; optaget af hvordan det enkelte menneske kunne bidrage til kollektivet.
Så det forekom logisk, at Thorbjørn Jagland, da han som statsminister skulle danne regering i 1996, tilbød Nils Arne Eggen posten som kultur-og idrætsminister. Svaret var et pænt nej tak.
Med sin viden (om alt muligt), sin fodboldfaglige ekspertise, der ifølge Ståle Solbakken gjorde ham til alle tiders suverænt bedste klubtræner nogensinde i Norge, og ikke mindst sin humor satte Nils Arne Eggen kulør på tilværelsen. Medierne i såvel ind-som udland elskede ham. Der manglede aldrig såkaldte one-liners på hans pressekonferencer. Han talte med både hjerne og hjerte.
Eksemplerne er mange:
Før kampen mod Blackburn Rovers FC i UEFA Champions League i 1995 blev han bombarderet med spørgsmål på engelsk, indtil han skar igennem og sagde:
-Nu må vi tale norsk. Vi har haft vor egen grundlov siden 1814.
Da Real Madrid kom til Lerkendal for at spille, åbnede han pressekonferencen med at sige:
-Undskyld mig, men I skal vide allerede nu, at jeg skal være hjemme klokken 5. Dér kommer dyrlægen for at kastrere vores kat.
Da Jahn Ivar ’Mini’ Jacobsen en dag beklagede sig over, at træningen trak ud, og han havde været på Lerkendal siden klokken 12, svarede Nils Arne Eggen:
-Hold kæft, Mini. Jeg har været her siden 1960.
De senere år var præget af sygdom og tab af familiemedlemmer. Nils Arne Eggen, der allerede som teenager mistede sin bror ved en drukneulykke, måtte i 2011 tage afsked med sin hustru Karin, der døde af cancer. Året efter tog hans søn Knut Torbjørn sit eget liv. Han havde også haft en fin karriere i fodbold med 237 kampe og 21 mål for Rosenborg BK fra 1978 til 1991 og 4 landskampe inden han blev træner.
I et interview med Verdens Gang i september fortalte Nils Arne Eggen om sine fysiske og psykiske kvaler; om sin nyretransplantation i 2015, om at han i 2018 fik amputeret sin højre fod og i 2019 sin venstre – i begge tilfælde som følge af en infektion.
-Det er ikke alle, der får chancen for at lære at gå to gange, bemærkede han. Jeg er ikke bange for at dø, men glad for at leve.
Da Nils Arne Eggen i 2003 blev hædret med den kongelige norske St. Olav Orden (svarende til Ridderkorset i Danmark), udbrød hans hustru:
-Skal du nu også lære at ride.
Så vidt kom det ikke.
-Det er ufatteligt trist, at Nils Arne Eggen er død, udtaler Roar Stokke, den mangeårige kommentator på TV3 Sport Norge. Ingen har gjort så meget for norsk klubfodbold, og ingen trønder har gjort mere for den trønderske identitet og samhørighed. Nils Arne satte Trondheim og Norge på fodboldkortet. Det, han udrettede sammen med en fantastisk generation af spillere, er meget større end mange af os kan begribe.
Det siges, at man dør to gange. Det sidste, som dør, er minderne. De minder, han gav os, vil leve for evig og altid. Tak, Nils Arne.
