Hareide vender tilbage som cheftræner – med et nyt knæ
Åge Hareide har fået talrige tilbud – fra nær og fjern – siden DBU besluttede sig til ikke at ville forlænge sin aftale med ham.
Af Frits Ahlstrøm
-Men allerede fra start gjorde jeg det klart for min agent, at jeg for familiens skyld kun ville fortsætte som træner i Norge, fortæller Åge Hareide til TV3 Sport.
Og sådan bliver det for nordmanden, der fylder 67 år 23. september, eftersom han tiltræder i Rosenborg BK.
-Jeg har haft kontakt til klubben i længere tid, men jeg skulle have et nyt knæ og meddelte, jeg ville se tiden an, oplyser Åge Hareide. Så venter vi, lød svaret. Det var jeg glad for, eftersom Rosenborg stod højt på min ønskeliste.
Rosenborg BK er hjemmehørende i Trondheim, kun tre timers bilkørsel nord for Molde, hvor hans familie bor.
Operationen forløb godt, og det samme gør genoptræningen. Åge Hareide tør dog endnu ikke sætte en dato på hvornår, han er fuldt restitueret. Men det bliver formentlig i næste måned.
Åge Hareide var cheftræner i Rosenborg BK i sæsonen 2003, hvor klubben vandt såvel det nationale mesterskab som pokalturneringen.
-Jeg kender klubben så godt, at der ikke bliver problemer med at falde til, bemærker Åge Hareide. Og jeg ser et stort potentiale i materialet. Der er en god blanding af erfarne spillere og talenter.
Åge Hareide hentyder til den 34-årige forsvarsspiller og anfører Tore Reginiussen og den 33-årige midtbanespiller Per Ciljan Skjeldbred, der netop er vendt hjem efter ni sæsoner i Bundesligaen, samt de to kantspillere: den 18-årige Emil Konradsen Ceide og den 21-årige Carlo Holse.
-Emil er et af de største norske talenter i mange år, og Carlo er tæt på at etablere sig, mener Åge Hareide.
Carlo Holse, der kom til Rosenborg BK fra FC København i januar, scorede til både 2-1 og 3-1, da klubben senest vandt 5-1 over Sarpsborg 08 i Eliteserien.
Åge Hareide, der som aktiv lavede 5 mål i 50 A-landskampe for Norge, har været træner i Molde FK, Helsingborgs IF, Brøndby IF, Rosenborg BK, Örgryte IS, Viking FK Stavanger og Malmö FF samt haft ansvaret for det norske og det danske landshold.
Han er den eneste, der som træner har vundet det nationale mesterskab i alle tre skandinaviske lande – med Helsingborgs IF i 1999, Brøndby IF i 2002 og Rosenborg 2003.
Åge Hareide havde ansvaret for det danske landshold i 42 kampe (21 sejre, 18 uafgjorte og kun 3 nederlag samt en målscore på 81-26); kulminerende med kvalifikationen til såvel VM-slutrunden i 2018 som EURO 2020.
For sine præstationer blev han kåret til Årets Træner i dansk fodbold i både 2018 og 2019.
I videoen øverst i artiklen kan du se Åge Hareide sætte ord på sin fremtid, da han var igennem i Viaplay Sport Live tidligere på året.











