Carlo Holse om den første tid i Norge: 'Det var forfærdeligt'
Carlo Holses start i Rosenborg var i høj grad præget af Covid-19.
Det er efterhånden halvandet år siden, at Carlo Holse skiftede de københavnske gader ud med Trondheim og Norge.
Skiftet til Rosenborg fra FC København kom i stand i allersidste øjeblik af transfervinduet i januar 2020 – blot tre uger inden, at Covid-19 for alvor greb om sig, og Holse nåede nærmest kun lige at hilse på de nye holdkammerater, inden det stod på adskillelse og selvtræning.
-Jeg kendte ikke engang byen og nærmest ikke holdkammeraterne. Det var en vild tid de første fire-fem måneder, hvor intet var normalt, fortæller Carlo Holse, da vi møder ham på Rosenborgs træningsanlæg.
Derfor var skiftet til en ny liga – og et nyt land – heller ikke en dans på roser for det unge midtbanetalent. Afstanden til København og familien føltes kun større i en tid, hvor Covid-19 i høj grad prægede tilværelsen.
-Jeg var hjemme én gang de første fire måneder i tre-fire dage, og ellers så måtte jeg passe mig selv. Det var forfærdeligt. Jeg havde to bedsteforældre derhjemme, der var i risiko for at få det, så man skulle også tænke på det.
I dag er Carlo Holse faldet godt til i den traditionsrige klub, hvor han i seneste kamp fik sat sit sæsonmål nummer seks i kassen. I den corona-ramte 2020-sæson blev det til fem ligamål.
Han er glad for at være i Rosenborg og føler, at både byen og landet vokser på ham. Og selvom starten på Holses første udenlandseventyr ikke var som ventet, så tager han især én ting med fra sin første tid i klubben.
-Man lærer først og fremmest at sætte pris på tingene og det man har – og den verden man lever i. For hold kæft hvor er det nederen at være derhjemme og ikke kunne leve til fulde.
TV3 SPORT-reporter Christine Møller har interviewet Carlo Holse, og du kan se det øverst i videoen.
Simone Overgaard Aaberg
simone.overgaard.aaberg@nentgroup.com










