Gå til hovedindhold

Efter svigtende resultater: Dansk profil skal have ny træner i Tyrkiet

Af: Ritzau

Fatih Terim stopper som cheftræner i den tyrkiske fodboldklub Galatasaray efter svigtende resultater.

Den danske stopper Victor Nelsson skal have ny cheftræner i Galatasaray.

Den tyrkiske fodboldklub meddeler mandag, at Fatih Terim stopper som træner med øjeblikkelig virkning.

Fatih Terim har benyttet Victor Nelsson som stamspiller i denne sæson, men resultaterne har generelt været dårlige.

Således tabte Galatasaray med Victor Nelsson på holdet i lørdags skuffende 0-1 på hjemmebane til Giresunspor.

Det efterlader Galatasaray som nummer 12 i den bedste tyrkiske række - hele 22 point fra nummer et, Trabzonspor, som har angriberen Andreas Cornelius på holdet.

68-årige Fatih Terim har tidligere været træner for det tyrkiske fodboldlandshold og store klubber som AC Milan og Fiorentina.

I 2000 fik han heltestatus i Galatasaray, da han førte klubben til titlen i Uefa Cuppen som det første tyrkiske hold nogensinde.

Det var tredje gang, at Fatih Terim har været træner i Galatasaray, som han også spillede for som aktiv.

I sidste sæson blev Galatasaray nummer to med samme antal point som Besiktas og tabte kun mesterskabet på målforskel.

Galatasaray er i denne sæson tættere på nedrykning end et mesterskab efter tre nederlag i de seneste fem ligakampe.

I lørdagens nederlag blev der buhet og piftet af holdet, og Fatih Terim brokkede sig over manglende opbakning fra fansene.

/ritzau/

Husk at du kan se Ghana - Marokko mandag eftermiddag fra klokken 16.55 på TV3 Sport og Viaplay

Andre gode nyheder