Gå til hovedindhold

40.000 forsynet med romerlys betalte 6 millioner kroner for at se deres hold træne

Kun få klubber i verden kan fylde sit stadion med flere end 40.000 tilskuere til en omgang træning – mod betaling.

Af Frits Ahlstrøm

Galatasaray SK i Istanbul er en af dem.

Til lørdagens træning forud for søndagens derby mod Beşiktaş JK samlede klubben – ifølge Irfan Kurtulmus, der bor i Danmark og er korrespondent for det tyrkiske dagblad Milliyet – 40.541 tilskuere på Vodafone Park.

De betalte angiveligt i gennemsnit knap 150 kroner hver for at komme ind og skaffede dermed en entreindtægt på mere end seks millioner kroner!

De medbragte og antændte hundredvis af romerlys, så tribunerne lignede et flammehav. Røgen lå så tæt over banen, at træningen måtte udsættes.

Der er udsolgt med 40.511 tilskuere til søndagens lokalopgør, som spilles klokken 18:00 på Türk Telekom; hjemmebane for Beşiktaş JK.

Galatasaray SK er på 3. pladsen i den tyrkiske Süper Lig med 24 point, mens Beşiktaş JK er på 6. pladsen med 21 point.

Beşiktaş JK har opnået at vinde det tyrkiske mesterskab 15 gange, mens Galatasaray SK er noteret for 21 nationale titler. Fenerbahçe SK, den tredje storklub i Istanbul, har vundet mesterskabet 19 gange.

I sidste uge havde CA Boca Juniors inviteret sine tilhængere til den afsluttende træning dagen før returkampen mod CA River Plate i finalen i Copa Libertadores – den sydamerikanske pendant til UEFA Champions League. Der var fyldt på La Bombonera med 49.000 tilskuere, som havde fri adgang.

Den første af de to finalekampe sluttede 2-2, hvorimod den anden måtte udsættes, fordi River Plate-tilhængere bombarderede spillerbussen fra Boca Juniors med sten og tåregas, da den ankom til Estadio Monumental.

Da Det sydamerikanske Fodbold Forbund – CONMEBOL – fandt det alt for risikabelt at afvikle El Superclásico i Buenos Aires, kom der forslag om et andet spillested udenfor Argentina.

Genova tilbød at påtage sig værtsskabet. Det endte dog med, at CONMEBOL som spillested valgte Estadio Santiago Bernabéu (hjemmebane for Real Madrid CF) søndag den 9. december.

Men lørdag aften meddelte de to klubber, at de ikke vil spille i Madrid.

Den samlede vinder skal deltage i turneringen om verdensmesterskabet for klubhold. Spørgsmålet er om sydamerikanerne når at finde deres repræsentant i tide.

FIFA Club World Cup spilles i De forenede Arabiske Emirater fra den 12. til den 22. december.

Andre gode nyheder