Gå til hovedindhold

Dansk spiller mister en god ven under jordskælvet

Af: Frits Ahlstrøm

Dødstallet som følge af jordskælvene i Tyrkiet og Syrien passerede 28.000 søndag.

Et af ofrene er Ahmet Eyüp Türkaslan, den 28-årige målmand i Yeni Malatyaspor, der spiller i den næstbedste række i den tyrkiske liga.

Ahmet og hans hustru befandt sig i et af de boligkomplekser, der kollapsede under jordskælvet natten til 6. februar i Malatya, en by med en halv million indbyggere og en af de ti byer med i alt 14 millioner indbyggere, der er blevet hårdest ramt. Hun overlevede, hvorimod han blev fundet død under murbrokkerne den følgende dag.

Andreas Maxsø, som 31. januar skiftede fra Brøndby IF til Colorado Rapids i Major League Soccer, reagerede på den forfærdelige besked på Instagram:

-Jeg poster ikke særligt tit på Instagram, skriver Andreas Maxsø under et billede af Ahmet Eyüp Türkaslan, som han spillede sammen med i Osmanlispor (nu Ankaraspor) i sæsonen 2017-18. Men det gør jeg i dag. Vi har mistet en god mand. Eyüp, din kriger, hvil i fred. Lad os sende vores tanker til alle ofre og familier i Tyrkiet og Syrien.

Andreas Maxsø lagde et billede af Ahmet Eyüp Türkaslan på Instagram i sin hilsen til sin tidligere holdkammerat.

I klubben blev Ahmet Eyüp Türkaslans skæbne modtaget med stor sorg. Den 70-årige Yilmaz Vural, en af de mest karismatiske personer i tyrkisk fodbolds historie og den nuværende manager i Yeni Malatyaspor, brød grædende sammen, da han i en direkte nyhedsudsendelse bekræftede dødsfaldet.

En anden spillers skæbne er stadig ukendt.

-I første omgang hed det sig, at Christian Atsu, den 31-årige ghanesiske landsholdsangriber i Hatayspor, var blevet fundet i live i en kollapset bygning på klubbens anlæg og kørt på hospitalet, fortæller Irfan Kurtulmus. Men ingen har set ham siden, hvorimod klubbens sportsdirektør Taner Suvat, der befandt sig i den samme bygning, er bekræftet omkommet.

Irfan Kurtulmus kom til Danmark i 1970 og har i de seneste mere end 40 år leveret tusindvis af artikler om dansk fodbold til det tyrkiske dagblad Millyett.

Christian Atsu kom til Hatayspor for fem måneder siden på en aftale gældende til og med 30. juni. Men hans ægtefælle Claire Rubio og deres tre børn blev boende i Newcastle.

Christian Atsu har siden 2011 lavet 23 mål i 249 kampe for Rio Ave FC, FC Porto (som han blev national mester med), Vitesse Arnhem, Everton FC, AFC Bournemouth, Málaga CF, Newcastle United FC, Al-Raed i Saudi Arabien og Haytaspor. 8 af målene var i 75 kampe for Newcastle i Premier League.

Også på landsholdet har Christian Atsu brilleret – med 9 mål i 65 kampe. I slutrunden i Africa Cup of Nations i 2015 hjalp han Ghana til finalen, hvor det blev til et nederlag mod Elfenbenskysten efter straffesparks-konkurrence. Han kunne trøste sig med, at et af hans to mål i 3-0 sejren over Guinea blev kåret som turneringens bedste; og at han selv blev valgt som slutrundens bedste spiller.

Andre gode nyheder