Gå til hovedindhold

Storklub giver måske sit største navn væk gratis

Af: Web

Da Arsenal FC 2. september 2013 hentede Mesut Özil i Real Madrid CF, betalte den engelske klub angiveligt 300 millioner kroner for ham.

Af Frits Ahlstrøm

Den elegante kreatør blev dermed den hidtil dyreste tyske spiller nogensinde.

Med Arséne Wenger som manager indtil sommeren 2018 var Mesut Özil en succés, men siden gik det kun tilbage, og 25. januar 2021 indgik han en aftale for 4½ år med Fenerbahçe SK.

Klubskiftet blev omtalt som den store kærlighedsaffære. Mesut Özil er født i Gelsenkirchen, hvortil hans forældre emigrerede fra Tyrkiet.

Men på halvandet år har Mesut Özil kun præsteret 8 mål i 32 kampe i den tyrkiske Süper Lig.

Hans markedsværdi er ifølge den ansete tyske online-portal ’transfermarkt.dk’ faldet til omkring 35 millioner kroner. Samtidigt er han raget uklar med ledelsen. Han blev suspenderet i april, og nu har han brudt forbindelsen til klubben på de sociale medier.

Fenerbahçe SK har kontrakt med Mesut Özil også for næste sæson. Men i såvel tyrkiske som tyske fodboldkredse spekuleres der i, at klubben lader ham gå gratis – for at slippe af med en løntung og kontroversiel spiller. Major League Soccer i USA nævnes som en mulig station.

Den 33-årige Mesut Özil er noteret for 590 kampe og 98 mål for FC Schalke 04, SV Werder Bremen, Real Madrid CF, Arsenal FC og Fenerbahçe SK – samt for 23 mål i 92 landskampe for Tyskland fra 2009 til 2018.

En af dem var VM-finalen i 2014, da Tyskland besejrede Argentina 1-0 efter forlænget spilletid på Maracanã i Rio de Janeiro. Målscorer ved den lejlighed var Mario Götze, som efter to sæsoner i PSV Eindhoven netop har skrevet en 3-årig kontrakt med Eintracht Frankfurt.

Andre gode nyheder