Di Maria raser mod Real: De bad mig gå glip af VM-finalen

Af: Ritzau
Real Madrid bad i et brev Angel di Maria om at sidde udenfor i VM-finalen, afslører argentineren i et eksplosivt interview om sin afsked med den spanske storklub.
Angel di Maria afslører, at Real Madrid var desperate for at sikre, at argentineren ikke forværrede den lårskade, der gjorde ham tvivlsom deltager i sommerens VM-finale mellem Argentina og Tyskland.
Så desperate, at klubben sendte offensivspilleren et brev, som han modtog kl. 11 på selve finaledagen.
- Vi skulle spille klokken 16, og jeg var i gang med at forberede mig på at være i bedst mulig tilstand, vel vidende at jeg kunne blive skadet. Jeg tænkte på at spille i finalen, selv om jeg vidste, at hvis jeg gjorde, ville der være 90 procent chance for, at skaden ville springe op, siger Angel di Maria til America & Closs.
VIDEO: Golazo - Neymar hakker frispark i kassen
- Lige så snart jeg fik det brev, rev jeg det i stykker. Jeg var ligeglad uanset. Jeg led meget den morgen. Det var det værste, der var sket i mit liv. Jeg talte ikke om det med nogen i klubben, fortæller midtbanespilleren, der endte med ikke at spille i finalen, fordi Argentinas landstræner Alejandro Sabella besluttede sig imod det.
Angel di Maria forklarer samtidig, at han modtog masser af støtte fra holdkammeraterne - heriblandt Cristiano Ronaldo - i det forløb, som endte med, at Real Madrid solgte ham til Manchester United for £59.7m.
- Cristiano var på min side hele vejen. Han kæmpede for, at jeg skulle blive. Jeg ved ikke, hvor længe han vil blive i Madrid, siger Angel di Maria desuden.
VIDEO: Rødt til Cuadrado - filmer Neymar en smule?
Di Marias forhold til Real Madrids ledelse synes dog ikke på noget tidspunkt at have været decideret fantastisk.
- Jeg har ikke noget forhold til (præsident, red.) Florentino Perez. Da jeg underskrev min kontrakt, var han ikke til stede, konstaterer Angel di Maria.
Ritzau
netvagtonside@viasat.dk









