Gå til hovedindhold

Avis: Denne storklub vil leje Xavi

Af: Ritzau

Paris SG er angiveligt interesseret i at hente Xavi på en lejeaftale.

For nylig meddelte Xavi, at han denne sommer forlader FC Barcelona til fordel for Al-Sadd i Qatar, men måske er der alligevel udsigt til at se midtbanestjernen i Champions League igen til næste sæson.

Således skriver Le Parisien, at Paris SG skulle være interesseret i at hente Xavi til klubben på en lejeaftale.

Angiveligt skulle Paris SG føre forhandlinger omkring et lejemål af Xavi, og historien får yderligere næring af, at præsidenten i Al-Sadd er bror til PSG-ejer Nasser Al-Khelaifi.

PSG er tilsyneladende blevet inspireret af Manchester City, der i den forgangne sæson hentede Frank Lampard til klubben på en lejeaftale, selv om midtbanespilleren netop havde skrevet under på en aftale med New York City.

Aftalen vil i givet fald betyde, at PSG ikke skal betale en transfersum for Xavi, men at man kan nøjes med at punge ud med en del af midtbanespillerens løn.

Xavi har for nylig sat sin underskrift på en to-årig aftale med Al-Sadd.

Andre gode nyheder