Zidane har fået nok af Bale: End ikke med fire indskiftninger var han kommet på banen!
Af: Laurits Lyck
Gareth Bale er i den grad røget ud i kulden i Real Madrid, og Zinedine Zidane lægger end ikke skjul på det.
For mindre end et år siden var Gareth Bale en af de helt store helte for Real Madrid, da han blev skiftet ind mod Liverpool og scorede de to afgørende mål i den spanske triumf.
Anderledes så det dog ud, da Real Madrid søndag spillede årets sidste ligakamp mod Real Betis, der endte som endnu en skuffelse. Betis vandt nemlig 2-0, og Gareth Bale så hele kampen fra bænken.
Efter kampen blev Zidane på et pressemøde spurgt, hvorfor han ikke brugte waliseren i det, der kan vise sig at være hans sidste kamp for kongeklubben. Franskmanden brugte chancen til at give Bale en mindre sviner.
-Jeg har valgt andre spillere i de seneste par uger, og selv hvis jeg havde haft en fjerde indskiftning, havde jeg ikke sat ham på banen, sagde han ifølge flere internationale medier, herunder Telegraph.
-Jeg træffer disse beslutninger, når det er rigtigt at gøre det, og jeg er altid nødt til at handle i holdets interesse, fortsatte Zidane.
Gareth Bale kom til Real Madrid fra Tottenham i 2013 og har siden vundet fire Champions League-trofæer, et spansk mesterskab, et Copa Del Rey-trofæ og en håndfuld andre titler.
Laurits Lyck
laurits.lyck@tv3sport.dk










