Gå til hovedindhold

Voel-profil: Burde ikke kunne lade sig gøre

Voel-profil: Burde ikke kunne lade sig gøre

Af: Ritzau

Silkeborg-Voel KFUM tog her til aften fra kampen mod HC Odense med 15 scorede mål og med to point i bagagen

13-15 lyder som en hvilken som helst halvlegsstilling i en ganske almindelig håndboldkamp.

Torsdag aften i Odense Idrætscenter var det langt fra halvlegsstillingen, da HC Odense her til aften tog imod Silkeborg-Voel KFUM.

Det var såmænd slutresultatet efter en pausestilling på sølle 4-6.

Resultatet tegner sit tydelige billede af, at aftenens eneste Boxer Dameliga-brag ikke var nogen speciel køn kamp.

  • Det er selvfølgelig ikke godt nok. Vores angrebsspil fungerer slet ikke, og vi kommer til at tage nogle dumme og lidt for hurtige afslutninger over hele linjen, indleder Silkeborg-backen Christina Wildbork overfor tv3sport.dk.

  • Men vi tager de to meget vigtige point med tilbage til Silkeborg, og det var det, vi kom efter. Så har vi til gode at vise håndbold-Danmark, at vi kan spille flot håndbold.

At tage fra en håndboldkamp i damernes bedste liga med 15 mål og alligevel ende som vinder af kampen, sker meget sjældent.

  • Det burde jo næsten ikke kunne lade sig gøre. Men vi må give Stine Bonde, at hun stod fantastisk i første halvleg. Det var hende, der holdt os inde i kampen, og gjorde det surt for Odense.

  • Vi vidste, det ville blive en hård kamp men ikke umulig. Det bliver en lidt tør kamp uden mål, det er lidt øv, men de to point var bare det vigtigste for os, påpeger Christina Wildbork.

Rent offensivt skal man lede længe i historiebøgerne for at finde en kamp, hvor slutresultatet er endt på så få mål.

Dog vil Christina Wildbork ikke kalde sit mandskabs præstation i angrebet for pinlig. Hun vil bruge et andet ord.

  • Jeg vil ikke sige, det var direkte pinligt -- det var bare ikke kønt. Vi kan lære en masse af kampen, og der en masse vi skal hjem og arbejde videre med. Så at vi laver fejl, kan man altid lære af, og det er det gode, afslutter hun.

Sejren bringer midtjyderne op på en foreløbig femteplads i Boxer Dameligaen med syv point efter lige så mange runder.

Andre gode nyheder