HC Odense holder fast i spinkelt slutspilshåb

Af: Ritzau
HC Odense tog lørdag eftermiddag en forventelig sejr over ligaens bundprop, der rejste fra det fynske med et 31-24-nederlag i bagagen.
Den odenseanske sejr kan pludselig åbne op for et fuldstændig vanvittigt scenarie i slutspilsræset i Primo Tours Ligaen.
Vinder HC Odense sæsonens to sidste ligakampe samtidig med at både Silkeborg-Voel og Nykøbing Falster taber deres, så kommer fynboerne pludselig fra baghjul og erobrer en slutspilsplads.
Der var ikke meget at rafle om for SønderjyskE i lørdagens ligakamp der dog kæmpede med alt, hvad de ejede.
Pausestillingen lød på beskedne 12-11, men gassen gik noget så gevaldigt af Sønderjyske-ballonen efter pausen, hvor hjemmeholdet fik mere gang i målscoren.
HC Odense-nordmanden Maja Jakobsen måtte dele topscorerværdigheden med SønderjysKEs Emma Kiellberg, der begge stod noteret for otte scoringer.
Mens HC Odense matematisk stadig kan nå at komme i slutspillet, så skal SønderjyskE en tur ned i 1. division næste sæson.
Sikkert er det også, at Ringkøbing Håndbold skal spille nedrykningsspil, mens SK Aarhus med deres fornylige sejr over København Håndbold faktisk stadig kan sikre sig overlevelse.
Gør århusianerne rent bord i de sidste to kampe, mens København både taber til Nykøbing Falster og Team Esbjerg, så er det pludselig københavnerne, der skal ud og spille om overlevelse i ligaen, da SK Aarhus er bedst indbyrdes med hovedstadens håndboldhold.
Ritzau
netvagtonside@viasat.dk








