Gå til hovedindhold

HCO-keeper ikke overrasket over succes

HCO-keeper ikke overrasket over succes

Af: Ritzau

Det kommer ikke bag på Chana Masson de Souza, at HC Odense har vundet fire ud af de seneste fem kampe.

Efter nytår er HC Odense for alvor kommet tilbage på vindersporet og har på nær nederlagene til Nykøbing Falster og København Håndbold vundet rub og stub.

Ringkøbing, Tertnes, SK Aarhus, FC Midtjylland og Silkeborg-Voel har alle forladt banen som tabere til Flemming Larsens Odense-mandskab.

Det kommer dog ikke bag på Odense-keeperen Chana Masson de Souza.

  • Vi er rigtig glade. Vi er lige nu godt på vej, så jeg vil ikke sige, det er overraskende for os. Vi har hele tiden vidst, at vi var et godt hold, og nu viser vi det bare endnu mere, fortæller Chana Masson de Souza til tv3sport.dk.

De mange tabte kampe i efteråret efterlod fynboerne langt, langt væk fra slutspilspladserne, men selv om vejen til 'Super 6' nærmest ser umulig ud, så kan HC Odense-spillerne i de resterende fem kampe spille mere afslappet.

  • Vi kender hinanden bedre nu, og vi tror på hinanden. Det handler meget mentalt om, at vi har haft meget pres i starten af sæsonen. Vi er et godt hold, så alle forventede meget fra os.

  • I kampene slapper vi bedre af, og spiller derfor bedre.

I sejren over danmarksmestrene fra FCM Håndbold lukkede HC Odense blot 18 mål ind. I den efterfølgende kamp mod Silkeborg-Voel, der både har slået midtjyderne og Team Esbjerg, kom målscoren ikke over de 17.

Det vidner om en stærkt forsvarspræstation med sublime redninger inde i målet. Det hele hænger sammen, siger brasilianeren.

  • Vi dækkede godt op. Vores målmænd og taktik var rigtig gode, så de kunne ikke overraske os. Deres spillere plejer at lave mange mål, men vores forsvar stod bare for godt, slutter hun.

Onsdag aften skal HC Odense i kamp igen, når Team Tvis Holstebro gæster Fyn.

Andre gode nyheder