Gå til hovedindhold

Viborg-træner træt af CWC-lodtrækningen

Viborg-træner træt af CWC-lodtrækningen

Af: Ritzau

Viborg-cheftræner Allan Heine sidder ikke ligefrem og klapper i sine hænder over at skulle op imod ligakollegaerne fra Team Tvis Holstebro i Cup Winners Cup-kvartfinalen

Når den ene rene danske kvartfinale i den europæiske turnering finder sted, er der blot 50 kilometers rejseafstand fra Viborg til Holstebro.

Det kunne lyde som en hvilken som helst ligakamp, men i weekenden den 20/21.februar og weekenden efter, er der dømt europæisk kvartfinale.

  • Rejsemæssigt er det jo en rigtig god lodtrækning, ligesom det økonomisk for begge klubber er rigtig fint. Men sportsligt er jeg træt af at trække Holstebro, som er et klassehold, indleder Allan Heine overfor tv3sport.dk.

  • Jeg havde gerne undgået dem. Men sådan er omstændighederne nu, og vi vil selvfølelig gøre alt, hvad vi kan for at slå dem ud, fastslår han.

Sikkert og vist er det dog, at uanset udfaldet af dansker-kvartfinalen, så vil der være garanteret en dansk ligaklub i semifinalerne, men sådan vælger Allan Heine nu ikke at se på det.

  • Det er jo nok jer medier, der sidder, og analyserer turneringen på den måde. Jeg ville påstå, at hvis Holstebro eller os havde trukket et hvilket som helst andet hold, så var der også gode chancer for at have to danske hold i semifinalen, påpeger Heine.

  • Holstebro er én af favoritterne til at nå rigtig langt i turneringen. Hvis man kigger på deres deltagelse de sidste par år i Europa, så har de en stor erfaring, hvor de har været med helt fremme.

For Team Tvis Holstebros vedkommende, vurderer Allan Heine, at spillerne tropper op med en god portion ærgerrighed og vilje til at netop at slå Viborg ud og nå langt i turneringen.

I søsterturneringen, EHF Cuppen, har vestjyderne både i 2013 og 2015 stået øverst på sejrsskamlen.

Til næste sæson vil en lang række af stjernerne være væk, og det ville være et perfekt punktum at kunne hjemtage endnu en europæisk titel til klubben, fortæller Viborg-bossen.

  • Jeg er sikker på, at de spillere, der har haft en eller flere sæsoner sammen, rigtig gerne vil slutte af på den bedst mulige måde. Hvad kunne være bedre end at komme i en finale eller måske endda vinde en europæisk titel.

  • Jeg tror lige så meget, det er en motivationsfaktor for dem, der også skal videre og vise sig lidt frem foran nye potentielle klubber. Lige umiddelbart vurderer jeg det, som værende 50/50, hvem der spiller sig videre, slutter han.

Viborg HK har hjemmebanefordel i den første kamp.

Andre gode nyheder