TTH-træner uenig: Vi er ikke i semifinalen endnu, Heine

Af: Ritzau
Team Tvis Holstebro-træner Pether Krautmeyer, mener, at Viborg-træner Allan Heines kommentar om, at vestjyderne er videre til Cup Winners Cup-semifinalen, er noget fis.
På en dag hvor Viborg HK ramte noget nær ingeting, kravlede Team Tvis Holstebro op ad det store, dybe hul og nedsablede fuldstændig midtjyderne i 25-14-sejren i søndagens første Cup Winners Cup-kvartfinale.
Det fik efter kampen Viborg-træner Allan Heine til at lykønske kollegaerne fra Team Tvis Holstebro med semifinalepladsen allerede inden returopgøret næste mandag i Viborg har fundet sted.
Men den køber Pether Krautmeyer ikke så let. Erfaringen med så store føringer har TTH-spillerne prøvet at mærke på aller tætteste hånd ad flere omgange.
-
Jeg synes, han skal stoppe sit snak, og det er jo noget megafis. Han prøver at lægge på os, at vi skal slappe af. Men vi kommer langt fra til at slappe af i returkampen, som vi går 100 procent ind for at vinde, fortæller cheftræneren til tv3sport.dk.
-
Nu venter der en ny kamp, og så kan han sige, hvad han vil. Vi har prøvet at vinde med 13 mål hjemme og tabe med 12 ude. Uha, vi har prøvet meget i Europa Cuppen, siger Krautmeyer med et skævt smil på læben, der langt fra vil kalde sig semifinalister endnu.
-
Ikke før dommeren har fløjtet af efter de 60 minutter, vil jeg juble over noget som helst. Er vi ikke klar mentalt, så kan vi sagtens tabe med 15 mål til Viborg.
Så sent som i forrige ligakamp led vestjyderne et 13 målsnederlag til København Håndbold.
Pether Krautmeyer erkender dog, at hans mandskab står med ekstremt gode kort på hånden for at kvalificere sig til semifinalerne, men svenskeren vil ikke sælge semifinaleskindet før Viborg-bjørnen er skudt.
- Vi står med et godt udgangspunkt, men vi har før smidt store føringer væk. Vi skal spille fire gange 30 minutter, og vi har kun spillet de to. Så lad os lige spille færdig først, understreger han.
Efter et par vitale svipsere i ligaen fandt Team Tvis Holstebro tilbage til dyderne med holdånden og kollektivet, som viste sig fra sæsonens bedste side, vurderer cheftræneren.
-
Vi har været helt nede i kælderen, ingen tvivl om det. Vi havde en dårlig oplevelse i København, og i kampen mod Odense knoklede vi, men fik ikke noget ud af det.
-
Pludselig præsterer vi som et hold, og pigerne fik fornemmelsen af, at de kunne spille håndbold. Vi spillede sæsonens bedste kamp, men vi skal ikke tro, at vi bare kan vinde, fordi vi er gode. For så taber vi med det samme, slutter han.
På onsdag trækker Team Tvis Holstebro i arbejdstøjet igen, når SK Aarhus venter i Primo Tours Ligaens fjerdesidste spillerunde, hvor Pether Krautmeyer og co. med en sejr for alvor kan spille sig ind i slutspilsvarmen.
Ritzau
netvagtonside@viasat.dkRitzau
netvagtonside@viasat.dk








