Gå til hovedindhold

Viborg spiller sig i klubbens 13. pokalfinale

Viborg spiller sig i klubbens 13. pokalfinale

Af: Ritzau

Viborg HK var bagud i pausen, men endte alligevel med at spille sig i pokalfinalen efter slutcifrene 24-27

Team Tvis Holstebro stod med en gylden mulighed for at smide rivalerne fra Viborg HK ud af landspokalturneringen tirsdag aften.

Efter fire sejre i træk var selvtillidskontoen fyldt op forud for aftenens semifinale.

Indledningsvist fulgtes de to hold pænt ad, og begge mandskaber kunne takke deres keepere i form af Silje Solberg og Rikke Poulsen for at målscoren blev holdt markant nede.

Frem mod pausen fik hjemmeholdet fra Tvis Holstebro skabt et lille hul ned til gæsterne, men i 1. halvlegs sidste sekund reducerede Viborgs Line Uno til pauseresultatet 13-12.

Eftersom anden halvleg skred frem fandt Viborgs landsholdsveteran, Rikke Skov, målhumøret frem og var stærkt medvirkende til, at de grønblusede sent inde i anden halvleg fik skabt sig en tremålsføring.

I angrebsspillet gik Team Tvis Holstebro fuldstændig i stå, og havde for alvor svært ved at finde hul igennem Viborgs offensive forsvar.

Bagkæden Nathalie Hagman, Jamina Roberts og Jette Hansen forsøgte, og kæmpede med at finde værktøjerne til at åbne den kompakte Viborg-defensiv.

Ann Grete Nørgaard kunne med sin ottende scoring bringe viborgenserne i front med 21-25, og herfra virkede al håb om et comeback for hjemmeholdet slukket.

Nathalie Hagman udnyttede straffekastmuligheden med små tre minutter igen, og bragte lidt spænding tilbage i opgøret.

23-25 lyste måltavlen, men angrebet efter satte Louise Lyksborg læderet i kassen til 23-26, og afgjorte endegyldigt kampen.

Med sejren spiller Viborg HK sig i klubbens fjerde pokalfinale på seks år.

Hvem der følger Viborg trop i dette års pokalfinale, får vi svar på i morgen aften, når FC Midtjylland tager imod Team Esbjerg.

Andre gode nyheder