Gå til hovedindhold

Team Tvis-chef: Vi vendte lort til optimisme

Team Tvis-chef: Vi vendte lort til optimisme

Af: Ritzau

Team Tvis Holstebros kvindehold har været en turbulent sæson igennem. Cheftræner Pether Krautmeyer er umådelig stolt over måden, hvorpå negative røster blev vendt til to afsluttende medaljer.

Rutsjebanetur beskriver meget godt sæsonen for det vestjyske dameligahold, som inden sæsonstart i form af Camilla Herrem, Silje Solberg, Nathalie Hagman, Lærke Møller, Jamina Roberts og Annette Jensen blot kunne præsentere den ene verdensstjerne efter den anden.

Men glæden og humøret fik lige et hak i tuden, da den danske landsholdsplaymaker, Lærke Møller, ganske få uger inde i sæsonen rev sit korsbånd og måtte overvære resten af indeværende sæson på skadesbænken.

De dårlige nyheder sluttede langt fra med at havne i Tvis Holstebro-indbakken. Under verdensmesterskaberne i Danmark sidste år kom klubben ud med den drastiske melding, at der skulle spares i omegnen af en million kroner på holdet til næste sæson.

Det betød farvel til en stribe klassespillere. Men i stedet for at grave sig ned i et endnu dybere hul, tog Pether Krautmeyer og co. skeen i den anden hånd, og besluttede sig for at rykke endnu tættere sammen i bussen.

  • Jeg synes, det har været en meget underlig sæson på mange måder. Alle omkring holdet hvad end det har været holdledere, fysioterapeuter, ledere, trænere og spillere, har knoklet sindssygt hårdt for at få troen tilbage og viljen til at vinde noget, fortæller den svenske cheftræner til tv3sport.dk.

  • Det har været en sæson med mange bump på vejen. Hvis vi ikke havde fået medaljer, havde beskeden i december måned måske haft endnu større betydning på en helt anden måde. Men vi gik ind til det med en positiv indgangsvinkel og kæmpede sammen.

  • I stedet for at fokusere på det negative har vi vendt lort til optimisme. Vi har arbejdet meget tæt på hinanden og sagt, at det er holdet nu. Skide være med alting omkring os, vi skulle rykke tættere sammen. Og det gjorde vi.

I løbet af sæsonen har det profilrige men skadesplagede Tvis Holstebro-mandskab lidt utrolig mange op- og nedture.

Den ene kamp har man lignet et vaskeægte mesterskabshold, mens man kampen efter er faldet fuldstændig fra hinanden.

Men frem mod slutningen af sæsonen fandt Tvis Holstebro for alvor storspillet fra og pressede faktisk de senere danmarksmestre fra Team Esbjerg langt ud i torvene i semifinalerne.

  • Efter nedturen i Esbjerg, som kom lidt som et chok for os, har vi vist, at vi bare skulle have medalje. At vi slutter med guld i Cup Winners Cup og bronze i ligaen, er jo bare ekstra flødeskum på kagen. Det er jo så fedt. Jeg er glad for mig selv, for holdet og klubben.

  • Da Jamina Roberts var meldt ude i fire-fem måneder, og Lærke Møller var meldt ude hele sæsonen, var der jo ingen, der troede, vi skulle tage medaljer og endda gå i slutspillet. Nu står vi med to medaljer, og det er en sindssyg stor sensation i min verden, slutter han.

De økonomiske nedskæringer betyder, at man renser stort ud i truppen efter sommerferien.

Jamina Roberts, Camilla Herrem, Silje Solberg, Linn Blohm, Nathalie Hagman, Lærke Nolsøe, Lærke Møller, Jette Hansen og Ida Mikkelsen er ni færdige i klubben.

Maja Eriksson, Marianne Lundsby, Pauline Bøgelund, Hege Bakken, Hanne Trangeled, Mathilde Neesgaard, Line Skak og Emilie Bastholm er alle otte nye spillere i Team Tvis Holstebro-trøjen.

Andre gode nyheder