Gå til hovedindhold

Team Tvis stak fra Viborg i stærk slutfase

Team Tvis stak fra Viborg i stærk slutfase

Af: Ritzau

Viborg HK var med til stillingen 24-22, men faldt fuldstændig sammen i de sidste 10 minutter af bronzekampen mod Team Tvis Holstebro, der dermed vandt første dyst 30-23.

Bronzemedaljerne ser for anden sæson i træk ud til at havne om halsen på Team Tvis Holstebro-spillerne.

Det stod klart, efter udfordrerne fra Viborg HK gik fuldstændig kolde i den afgørende slutfase, som hjemmeholdet fra det vestjyske vandt med hele 6-1.

Landsholdsfløj Ann Grete Nørgaard så ellers ud til at boltre sig ualmindelig godt på sin gamle hjemmebane i en første halvleg, hvor hun stod for ikke færre end ni mål.

Men de samlede 10 mål fra den karismatiske venstre fløj var ikke i nærheden af at ryste Team Tvis Holstebro.

I et presset kampprogram med deltagelse i Cup Winners Cup-finalen på lørdag fik Team Tvis Holstebro presset den første bronzekamp mod Viborg HK ind.

Begge mandskaber lagde ud som lyn og torden i angrebsfasen. Haluret havde knapt rundet de tre minutter, før den norske verdensmester, Camilla Herrem, gjorde det til 3-3.

Målene peb ind om ørerne på landsholdskeeperne Rikke Poulsen og Silje Solberg, der dog fik sat en alvorlig stopper for målfesten, som første halvleg skred frem.

Gæsterne fra det midtjyske fik udnyttet Tvis Holstebros fem målløse minutter til at bringe sig foran 4-8.

Men en knap syv minutter lang scoringspause vendte fuldstændig op og ned på begivenhederne i Gråkjær Arena, hvor landsholdskeeper Rikke Poulsen holdt Tvis-skytterne Jette Hansen og Nathalie Hagman godt fra fadet.

Fløjspiller Stine Andersen fuldendte hjemmeholdets fornemme comeback med for første gang i kampen at sende sit mandskab i front med 10-9.

Kort efter pausen fik Pether Krautmeyers mandskab oparbejdet en tomålsføring, som kun sporadisk blev truet af et par hurtige kontrascoringer af de grønblusede.

Franske Marie-Paule Gnabouyou kunne med sit første mål i kampen midtvejs i anden halvleg formindske forspringet til 24-22.

Men herfra så Team Tvis Holstebro sig ikke tilbage og spurtede fra Viborg HK, der ikke kunne følge med de sidste minutter.

Allerede i morgen, torsdag, pakker Team Tvis Holstebro-mandskabet kufferterne og sætter kursen mod Rusland, hvor russiske Lada venter i den afgørende Cup Winners Cup-finale.

Den første finale endte med en 31-27-sejr til vestjyderne. Den anden bronzekamp mod Viborg HK bliver spillet om en uge i Viborg Stadionhal.

Andre gode nyheder