Gå til hovedindhold

TTH-træner vil fordele resurser i bronze-dyst

TTH-træner vil fordele resurser i bronze-dyst

Af: Ritzau

Samtlige spillere kommer i aktion onsdag aften i den første bronzekamp mod Viborg HK for at mobilisere kræfterne frem mod lørdagens vigtige Cup Winners Cup-finale, fortæller TTH-cheftræner Pether Krautmeyer.

Team Tvis Holstebro står over for sæsonens tre vigtigste kampe den næste halvanden uge.

Foruden de to bronzekampe mod Viborg HK i den hjemlige liga har vestjyderne en yderst vigtig kamp lørdag i Rusland mod Laga i returfinalen i Cup Winners Cup.

Tankerne og hovedfokusset er naturligvis først og fremmest på at besejre Viborg onsdag i egen hule, men cheftræner Pether Krautmeyer vil forsøge at fordele spilletiden ud på hele truppen.

  • Vi prioriterer kampen på lørdag ingen tvivl om det. Men vi må heller ikke tabe den første kamp mod Viborg med 6-7 mål, for så er vi færdige, fortæller den svenske Tvis Holstebro-træner til tv3sport.dk.

  • Man kan ikke tillade sig at spare spillere i sådan en vigtig bronzekamp. Spillerne er store vindertyper og vil selvfølgelig vinder over Viborg. Men det kan vi ikke gøre med kun at spille med syv spillere.

  • Vi bliver nødt til at skifte ud, så spillerne ikke går fuldstændig døde. Det handler meget om den balance med at kunne præstere og samtidig give noget energi tilbage, så man ikke er helt smadret, når kampen er slut.

Allerede dagen efter Team Tvis Holstebro har afsluttet den første kamp mod Viborg HK, sætter man kursen mod Rusland.

Det giver selvfølgelig nogle udfordringer på et par af profilerne, som har høstet mange spilminutter i løbet af sæsonen, der gerne fysisk skulle være en smule ovenpå over de næste tre kampe, der afgør hvilke karat af medaljer, Tvis Holstebro løber af sted med.

  • Jeg tror, det bliver en svær kamp mod Viborg, der har holdt kamppause, mens vi har spillet. Vi mærker jo, det er sidst på sæsonen, så det bliver en kamp med stor fokus på ressourcer.

  • Det handler om at få skiftet godt ud på en måde, så alle får mulighed for at spille.

  • Jeg har stor respekt for Viborg og deres mange gode spillere. Men vi kommer til at stille med hele vores mandskab, for ellers taber vi de næste tre kampe, slutter han.

Onsdagens bronzekamp blæses op klokken 19.00, mens Tvis Holstebros forsøg på at forsvare 31-27-sejren i lørdagens finale i Cup Winners Cup mod Lada kastes i gang klokken 14.00 lokal tid.

Andre gode nyheder