Gå til hovedindhold

Viborg-chef: Vi jagter overraskelsen

Viborg-chef: Vi jagter overraskelsen

Af: Ritzau

Viborg-cheftræner Allan Heine har en god fornemmelse i maven om, at de grønblusede overraskende overhaler FCM Håndbold indenom og snupper finalebilletten.

En sejr på minimum fire mål er kravet for Viborg HK, hvis man vil booke billet til DM-finalekampene mod Team Esbjerg.

Men det kræver en sand mandfolkepræstation over hele linjen, hvis de forsvarende mestre fra FCM Håndbold skal vippes af pinden, understreger Viborg-cheftræneren.

  • Hvis vi vinder med fire, så skulle den jo være der. Nej, det bliver selvfølgelig en spændende udfordring for os, hvor vi skal være en kende mere stærke i vores defensiv og vores offensiv, hvis vi skal løbe med den her overraskende finaleplads, fortæller Allan Heine til tv3sport.dk.

  • Det bliver vores største udfordring i hele sæsonen. Det er der slet ingen tvivl om. Men det er også en fed udfordring. For otte måneder siden startede vi et nyt projekt i Viborg. Nu står vi med en mulighed for at spille os i en finale, hvilket vi kun turde drømme om.

  • Nu står vi her, så hvorfor ikke tage det sidste skridt også?

Hvis Viborg-spillerne for alvor skal op og true tremålsforspringet, er det vigtigt, at man ikke får den samme start som for godt en uge siden.

Her fik viborgenserne en chokstart og kom bagud 0-5. Men Allan Heine er nu meget rolig for, at hans spillere søndag tager fusen på store dele af håndbold-Danmark, og går i DM-finalen.

  • Spillerne ved udmærket godt, de skal være klar fra start. I meget af sport når det handler om at peak performe, så er det meget vigtigt, at man ikke fokuserer på, hvad man ikke skal man mere fokuserer på, hvad man skal.

  • Vi har selvfølgelig brugt noget energi på de parametre, hvor vi skal være bedre, og hvad vi kan gøre for at stikke en kæp i hjulet på FCM. Det har set rigtig, rigtig fint ud i løbet af ugen. Jeg har en rigtig god fornemmelse af, at vi laver en overraskelse.

  • Jeg synes, vi står godt rustet. Vi har et stærkt hold med nogle superdygtige håndboldspillere, som når de rammer dagen, godt kan vinde med fire mål i Ikast. Det er jeg også sikker på, vi gør, slutter Allan Heine.

Det første opgør endte med en FCM-sejr på 26-23-sejr i Viborg Stadionhal.

Søndag danner IBF Arena rammen om den anden DM-semifinale, som fløjtes op klokken 17.10.

Andre gode nyheder