Gå til hovedindhold

Esbjerg-fløj glæder sig som lille barn til juleaften

Esbjerg-fløj glæder sig som lille barn til juleaften

Af: Ritzau

Glæden har boblet i maven på Esbjerg-spillerne de sidste par dage, hvor vestjyderne torsdag skal forsøge at hjemtage klubbens første danmarksmesterskab.

Team Esbjerg kan stå med en altafgørende fordel i torsdagens sidste guldbrag mod de forsvarende mestre fra FCM Håndbold.

Hjemmebanen i Blue Water Dokken med de forventede 3500 fremmødte kan være med til at give Team Esbjerg-spillerne det sidste rygstød, når tremålsnederlaget fra den første kamp skal hentes, hvis midtjyderne skal slås af tronen.

I den vestjyske lejr går man ikke blot efter klubbens første DM-guld -- man går også efter revanche fra sidste sæson, hvor midtjyderne hev pokalen hjem med en samlet etmålssejr.

  • Der er rigtig mange sure træningstimer i træningslokalet, som kulminerer i en DM-finale. Vi vil give vores højre arm for det guld. Vi tabte sidste år med minus en, og jeg må indrømme, at den kamp var rigtig hård at komme sig over, fortæller Susanne Kastrup Forslund til tv3sport.dk.

  • Det tog lang, før man syntes, det var sjovt at snøre håndboldskoene igen. Nu er vi sultne og vil rigtig gerne have det guld.

Det gjorde ondt helt ind i hjertet på Team Esbjerg-spillerne, da guldmedaljerne sidste år foran eget hjemmebanepublikum blev hængt om halsen på de midtjyske spillere.

Hvis guldet i år skal skifte hænder, så er Esbjerg-fløjen ikke et sekund i tvivl om, at profilerne i bagkæden skal op og ramme et helt andet niveau, end tilfældet var i den første finale.

  • Vi sendte nogle halvslatne skud af sted, og vi kom bare med mindre fart og aggressivitet i vores angrebsspil, og så stod Sabine Englert bare en fantomkamp. Kort og godt så skal vi score mål. Længere er den ikke.

  • Vi har fuld opbakning fra byen og en masse fans. Det er uanset, om det i løbet af sæsonen har været mod bund-, midt- eller tophold, så er folk mødt op. Den opbakning kommer vi i den grad til at mærke torsdag.

  • Jeg glæder mig som et lille barn til juleaften. Jeg kan ikke vente med at løbe ind i Dokken, hvor der står 3500 mennesker bare og bakker os op. Det bliver så vildt, slutter Forlsund.

FCM Håndbold vandt den første finalekamp 20-17.

Andre gode nyheder