Esbjerg vælter FCM af guldtronen i drama

Af: Ritzau
For første gang nogensinde kan Team Esbjergs håndboldkvinder kalde sig danmarksmestre. Det skete mod FCM Håndbold efter en afgørelse på guldbraget, der blev tvunget ud i en straffekastafgørelse.
Efter to forsøg lykkedes det Team Esbjerg torsdag aften på hjemmebane at få fat i guldmedaljerne efter en samlet 41-39-sejr mod de midtjyske hunulve.
Jublen, i en totalt udsolgt Blue Water Dokken, brød løs, da hollænderen Estavana Polman på sit straffekastforsøg afgjorde sagerne, smed guldet Esbjergs retning og sikrede 24-19-sejren.
Nerver, nerver og nerver. Læg dertil en ekstra portion nerver til - så får håndbold-Danmark et meget godt billede af torsdagens afgørende DM-finale i en propfyldt Blue Water Dokken mellem sidste sæsons to finaledeltagere Team Esbjerg og FCM Håndbold.
Første halvleg blev præget af lige så meget nervøst spil som forventet. Der var langt mellem de store håndboldmæssige måloplevelser. Kanonkuglerne peb ikke ligefrem ind om ørene på Sabine Englert og Emily Stang Sando.
Den hollandske målmaskine, Estavana Polman, kom først på måltavlen efter 20 minutters spil, hvor hun reducerede til stillingen 4-5.
Scoringspauserne nærmede sig sine 10 minutter for begge DM-finalister, der ligesom i den første finale havde voldsomt store problemer med at få succes i angrebsspillet.
Henholdsvis seks og fem gange måtte de to keepere pille bolden ud af netmaskerne.
FCM-topscorer Stine Jørgensen blev grebet ud af Team Esbjerg-keeper Emily Stang Sando i slutningen af første halvleg, hvilket satte en meget tyk streg under, at de to holds offensive løsninger nærmest var ikkeeksisterende.
Første halvleg blev målmæssigt langt fra nogen god oplevelse - men de mange scoringer lod vente på sig til efter pausen.
Den famøse tremålsføring fik Team Esbjerg lynhurtigt hentet. Til stor jubel bragte Susanne Kastrup Forslund vestjyderne i front med 13-9.
Firemålsforspringet holdt Lars Frederiksens tropper faktisk lige indtil de døende minutter. Estavana Polman sendte Esbjerg på guldkurs med sin sjette scoring til 19-15.
Men alligevel tvang FCM den afgørende DM-finale ud en straffekastafgørelse, da den anden finale sluttede akkurat som den første 20-17.
Hvert hold havde hver fem skud at gøre godt med. Da Ida Bjørndalen, som den første skytte brændte Team Esbjergs andet skud, var guldet pludselig på vej mod FCM.
Men i FCM-lejren stod rutinerede Sabina Jacobsen og purunge Jane Mejlvang ikke for presset og brændte deres to skud.
Dermed kunne Esbjerg-spillerne iklæde sig guldparykkerne og lade champagnepropperne springe.
Ritzau
netvagtonside@viasat.dk










