Gå til hovedindhold

Viborg-chef: Vi døde med skoene på

Viborg-chef: Vi døde med skoene på

Af: Ritzau

Selv om Viborg HK tabte 29-20 i den anden DM-semfinale mod FCM og røg ud af guldkampen, så mener cheftræner Allan Heine, at de grønblusede døde med skoene på.

Viborg HK jagtede tremålsforspringet i søndagens anden DM-semifinale i Ikast, men faktum er, at de danske mestre fra 2014 denne gang må spejde langt efter de eftertragtede guldfinaler.

De forsvarende danmarksmestre fra FCM Håndbold stod i vejen for viborgensisk finaledeltagelse, men set over de to semifinaler, mener Allan Heine, at det bedste hold bookede billet til DM-finalen mod Team Esbjerg.

  • Vi taber til et bedre hold. Længere er den jo ikke. 9 ud af 10 gange vinder FCM over os. Desværre ramte vi i løbet af ugen et par gange, hvor de bare var klart bedre, konstaterer han overfor tv3sport.dk.

  • Det var et FCM-hold, der var bedre på alle parametre. Så det er jo fair nok, at de løber med finalepladsen.

Efter første halvleg var Viborg HK nærmest håbløst bagud i forhold til at komme helt op og true den midtjyske føring.

Sabina Jacobsen sendte midtjyderne i front med 12-8, og selv om Viborg HK selvfølgelig skulle ud og satse, så vidste Allan Heine godt inderst inde, at det videre avancement lå meget fjernt, til trods for stillingen kort før pausefløjt lød på 7-7.

  • Desværre får vi en lidt uheldig udgang på første halvleg. Det kunne lige så have stået uafgjort. Pludselig er vi bagud med fire, som betyder, at vi skal satse en hel masse. Jeg skal måske lede efter nogle ting, som vi ikke rigtigt har trænet særlig meget.

  • Den er jo rigtig svær, for næsten uanset hvad jeg siger, så er spillerne jo ikke dumme. De kan jo godt regne tingene ud. Vi får lidt momentum, men bliver trynet med et par mål, vi henter lidt og bliver trynet igen.

  • Jeg synes, det bliver et FCM-mandskab, der spiller rigtig, rigtig godt. Men vi dør med skoene på.

Spørgsmål: Men de ni mål ser vel ikke så pæne ud?

  • Nej, det har jo også lidt med den professionelle stolthed at gøre. Det er altid ærgerligt, når vi taber med ni. Jeg ville gerne have nøjedes med at tabe med mindre.

  • Jeg har hele tiden sagt til spillerne, at vi går efter guldet. Vi ville satse det hele og komme tæt på. Men det gav bagslag til sidst, slutter han.

Viborg HK tabte samlet 55-43 og møder derfor Team Tvis Holstebro i bronzekampene.

Andre gode nyheder