Ung dansk europamester til HC Odense

Af: Ritzau
U-landsholdskeepertalentet Althea Reinhardt skifter fra den kommende sæson 1. divisionsklubben Roskilde ud med ligahåndbold og HC Odense.
For de næste to sæsoner vil Althea Reinhardt være at finde i HC Odense-buret, hvor også brasilianske Chana Masson de Souza vogter målet.
Det glæder naturligvis træner Ulrik Kirkely, der ser frem til at få tilknyttet en ung profil med masser af gejst.
-
Althea er en utrolig talentfuld og seriøs målvogter med en fantastisk indstilling og udstråling, fortæller træner Ulrik Kirkely til klubbens hjemmeside.
-
Hun er præcis den profil vi har søgt, så vi på keeperposten både har erfaring, talent og forskellig spillestil.
Althea Reinhardt påpeger, at beslutningen om at skifte til fynske HC Odense ikke var særlig svær at tage.
-
Jeg har valgt at skrive med HC Odense fordi, jeg tror på, at det er det rigtige udviklingsmiljø for mig.
-
Da jeg blev kontaktet af HC Odense var beslutningen ikke svær at tage, selvom jeg er utrolig glad for at være i Roskilde, siger hun.
I sommeren sidste år var Althea Reinhardt en stor del af, at det danske U19-landshold vandt EM-guldet efter finalesejr over Rusland.
Ritzau
netvagtonside@viasat.dk








